Den norske milliardær Tom Hagen løslades.

Det har Højesteret fredag eftermiddag afgjort, oplyser Tom Hagens advokat, Svein Holden, til Dagbladet.

»Nu har vi fået afgørelsen fra Højesteret, og anklagemyndighedens anke forkastes. Det betyder, at landsrettens afgørelse gælder. Forudsætningen for, at Hagen nu kan løslades, er, at politiet sender kendelsen til fængslet. Jeg har anmodet om, at det bliver gjort hurtigst muligt. Jeg har også en aftale med fængselslederen om, at han skal kontakte mig, når kendelsen er modtaget. Nu kører jeg ind og tager imod Tom i fængslet,« siger advokaten til Dagbladet.

Politiets frist for at anke sagen om Tom Hagens varetægtsfængsling udløb fredag klokken 10.

40 minutter senere havde Tom Hagens forsvarsadvokat svaret på anken, bekræfter han over for Dagbladet.

Fra Højesteret lød det imidlertid, at de ikke nødvendigvis ville nå at behandle sagen fredag.

Fordi: Det snart var weekend.

Kontortiden hos Højesteret slutter nemlig klokkken 16.00, oplyste Sven Tore Andersen, der er pressetalsmand i Højesteret, tidligere på dagen.

»Jeg ved ikke, om sagen bliver behandlet i dag. Den (anken, red.) har høj prioritet, men det er en vanskelig problemstilling, og der er kun lidt tilbage af arbejdsdagen,« sagde han ifølge Dagbladet.

De ville i så fald have betydet, at Tom Hagen måtte tilbringe weekenden i fængsel, inden hans sag kunne behandles mandag.

Men med afgørelsen fredag eftermiddag kan Tom Hagen nu løslades, og han slipper dermed for fire ugers varetægtsfængsling.

Tidligere fredag blev en 30-årig mand desuden anholdt og sigtet for at have taget livet af den forsvundne kvinde eller medvirket til det.

Den 30-årige mand er i forvejen kendt af politiet for sine evner inden for IT og kryptovaluta, og norske VG har samlet nok oplysninger om den sigtede til at tegne et billede af en mand, der var optaget af, hvordan man anvender netop de evner til en kidnapning.

Da den dengang 68-årige kvinde Anne-Elisabeth Hagen forsvandt sporløst fra hjemmet i Lørenskog lidt uden for Oslo en oktoberdag i 2018, efterlod ukendte gerningsmænd et trusselsbrev, hvor de krævede en gigantisk løsesum i kryptovaluta.

På et internetforum om kryptovaluta, som VG har fået adgang til, har det norske medie fundet et skræmmende indlæg skrevet af den sigtede umiddelbart inden, Anne-Elisabeth Hagen forsvandt.

Her skriver den 30-årige kryptovaluta-ekspert om kryptovaluta, der ikke kan spores i forbindelse med kriminelle handlinger - blandt andet kidnapning.

Det norske politi oplyser i en pressemeddelelse, at netop mandens evner inden for kryptovaluta bliver helt centralt i forhøret af ham.

Den 30-årige mand blev pågrebet torsdag aften, og politiet har gennemsøgt hans hjem i løbet af natten til fredag.

Han nægter sig skyldig og mener, at anklagerne mod ham er decideret absurde, fortæller hans forsvarsadvokat, Dag Svensson, til VG.

Manden er blevet afhørt i løbet af natten til fredag. Politiet har kendt til manden i et stykke tid, og en anholdelse af ham har også været på tale flere gange i løbet af efterforskningen.

Årsagen til, at manden skulle pågribes netop nu, var netop udsigten til, at Tom Hagen kunne blive løsladt, skriver VG.