En mand i 50'erne er blevet fløjet til Rigshospitalets traumecenter, efter at han var involveret i en ulykke, mens han surfede i vandet ved Helsingør.
Det oplyser vagtchefen ved Nordsjællands Politi.
Politiet modtog klokken 15.29 en anmeldelse fra bekymrede borgere, der fandt manden. Vagtchefen kan ikke oplyse, om manden selv er drevet ind i vandkanten, eller om han er blevet bjerget af borgerne.
Det fik politiet til at rykke ud med både og læge og ambulance, da manden havde fået hjertestop.
Redningsberedskabet fik dog gang i mandens hjerte igen, og han er blevet fløjet med helikopter til Rigshospitalets traumecenter. Vagtchefen kunne ikke oplyse noget om mandens nuværende tilstand.
/ritzau/