Psykolog Maria From Jakobsen har været forsvundet siden 26. oktober sidste år, og siden er hendes mand – præsten Thomas Gotthard – blevet sigtet for at have dræbt hende.
Efter en lang efterforskning er Nordsjællands Politi ved at løbe tør for steder at lede efter liget af Marie From Jakobsen, skriver Sjællandske Medier.
Listen over steder, hvor liget kunne dukke op, er nemlig ved at være utømt. Og politiet har ellers taget flere midler i brug under efterforskningen.
Blandt andet er store skovområder blevet gennemsøgt med hunde, dykkere har været i vandet med assistance fra specialtrænede vandsøgehunde, genbrugsstationer og krematorier er blevet undersøgt, og enorme mængder overvågningsmateriale er blevet gennemgået.
»Vi har ikke noget aktivt i gang. Lad mig sige det sådan. De steder, vi har været, har desværre ikke givet det resultat, vi havde håbet. Vi har heller ikke nogen steder på en liste, hvor vi mangler at være,« fortæller efterforskningsleder, politikommissær Jakob Grell, fra Nordsjællands Politi.
Men selvom politiet umiddelbart ikke har flere steder at lede, er efterforskningen ikke slut. Politiet mangler nemlig stadig at gennemgå noget overvågningsmateriale, så de har ikke opgivet endnu.
Nye spor eller tips kan nemlig hurtigt få den nedtrykkende situation til at vende, lyder det Jakob Grell.
Under efterforskningen er der indtil videre ikke dukket nye spor op, der har gjort det muligt at ændre fængslingsgrundlaget af Thomas Gotthard fra 'begrundet mistanke' til en 'særligt bestyrket mistanke'.