Nordsjællands Politi har fundet den 82-årige kvinde i god behold.

Kvinden forsvandt, efter hun onsdag omkring klokken 10 gik fra et plejecenter på Søndergade i Hundested.

Kort efter klokken 06 torsdag morgen oplyste vagtchef David Buch fra Nordsjællands Politi til B.T., at kvinden endnu ikke var fundet:

»Vi har været ude og lede efter hende hele natten, men vi har ikke fundet hende,« sagde han.

Samme melding kommer politikredsen med klokken 09.20:

»Vi fortsætter eftersøgningen af kvinden i dag og beder borgerne om hjælp ved at kigge efter hende og tjekke skure, carporte, kælderskakter mv,« lyder det i et tweet, som fortsætter:

»Hun kan muligvis have taget bussen og dermed været kommet endnu længere væk.«

Den savnede kvinde beskrives som cirka 165 centimeter høj og almindelig af bygning, og hun har kort, hvidt hår.

Hun er formentlig iført en rød fleecetrøje, lysegrå T-shirt, nederdel og lyse sko.

Derudover bærer hun måske et sort indkøbsnet.

Onsdag aften oplyste Nordsjællands Politi, at den savnede kvinde primært reagerer på mellemnavnet Bodil:

»Borgere i Hundested må meget gerne tjekke deres haver, skure eller andre steder, hvor man kan søge ly. Kig også meget gerne i opgange og lignende. På forhånd tak,« lød opfordringen i den forbindelse fra politiet.

Sent onsdag aften oplyste politikredsen også, at hun muligvis var set i Frederiksværk i løbet af eftermiddagen.

Derudover lød det, at hun muligvis kan være søgt mod Ølsted, hvor politiet også beder borgere om at kigge efter hende.