Politiet lægger pres på den mand, som slog en hæmofil nordmand i hovedet med et ølglas, så han senere døde. Gerningsmanden skal give sig til kende senest mandag

Den mand, der slog en 25-årig nordmand med et ølglas i sidste uge, får til mandag til at melde sig. Ellers offentliggør politiet et billede af ham, oplyser den centrale efterforskningsleder hos Københavns Politi til Ritzau.

Nordmanden var bløder og tog derfor til Rigshospitalet lørdag nat for at få behandling, efter at en gæst på Café Rust i København havde smadret et tungt ølglas i hovedet på ham.

På Rigshospitalet blev han angiveligt afvist, måske fordi sundhedspersonalet ikke forstod, hvad han sagde. Ifølge flere medier sagde den 25-årige til en sygeplejerske, at han var hæmofil (bløder). Det opfattede hun som homofil og opfordrede ham til at tage en taxa hjem.

Senere på ugen forsøgte flere af mandens venner at få kontakt med ham, men han svarede ikke fra sin husbåd på Sejlklubvej i Københavns Sydhavn. Nordmændene kontaktede andre bekendte, som fandt manden liggende død på gulvet ved siden af sin sovesofa natten til onsdag. Ifølge politiet er han død af en hjerneblødning, der er opstået dér, hvor han blev ramt af glasset.

Politiet blev tilkaldte til Café Rust som følge af episoden, men da nordmanden ikke havde set gerningsmanden - og syntes at have det godt - tog politiet i første omgang "åbenbart ikke overfaldet så alvorligt, som det rent faktisk var". Gerningsmændene er filmet af overvågningskameraer.

/ritzau/