Nordjyske tyve stjæler med arme og ben: Politiet kan ikke følge med
Butikstyverierne bliver ved med at stige, og særligt i Nordjylland mærker butikkerne konsekvenserne.

Butikstyverierne bliver ved med at stige, og særligt i Nordjylland mærker butikkerne konsekvenserne.

Butikstyvene har kronede dage i Nordjylland.
Her oplever butikker gentagne tyverier, men når de ringer efter politiet, er hjælpen langt fra sikker.
Det skriver TV 2 Nord.
Mediet har talt med købmand Rene Ejstrup Larsen, der driver Spar i Hirtshals. Her forsvinder varer fra hylderne flere gange om ugen, uden at der bliver betalt for dem.
Og selvom købmanden anmelder tyverierne, oplever han sjældent, at politiet dukker op.
»Vi oplever tit, at hvis vi ringer, og vi har en butikstyv, så har man ikke ressourcerne til at komme ud. Så er det op til os selv at lave anmeldelsen. Så kan de (politiet, red.) hente noget overvågning, eller vi sender noget overvågning til dem,« siger han til TV 2 Nord.
Hos Nordjyllands Politi er man godt klar over, at butikstyverierne er et voksende problem.
Men ifølge politiinspektør hos Nordjyllands Politi Claus Danø er det ganske enkelt ikke muligt at sende en patrulje afsted, hver gang en butik bliver udsat for tyveri.
Det betyder dog ikke, at butikkerne skal lade være med at melde tyverierne, tilføjer han.
Og butikstyverierne er nemlig langt fra kun et nordjysk problem.
Nye tal fra Crimestat viser, at der alene i første halvår af 2026 blev registreret 9.877 butikstyverier på landsplan.
Det er en stigning på syv procent sammenlignet med samme periode sidste år.