Nordjyllands Politi savner nye oplysninger i den gådefulde sag om 73-årige Erik Madsens forsvinden.

Erik Madsen forsvandt efter en brand i sit hus på Kraghøjvej ved Vebbestrup i Nordjylland 8. marts.

»Der er ikke ret meget mere, vi kan gøre. Vi har undersøgt de ting, vi kan, og nogle ting har været undersøgt to eller flere gange,« fortæller politikommissær Henrik Staal hos Nordjyllands Politi til Nordjyske.

Da politiet skulle undersøge det nedbrændte hus, troede man først, at Erik Madsen var brændt inde, men efter omfattende undersøgelser nåede politiet frem til, at Erik Madsens lig ikke var i det nedbrændte hjem.

Betjente søgte massivt med hunde i området, undersøgte vandhuller og havde flere folk, der måske vidste noget om den 73-årige mands mystiske forsvinden, til afhøring. Men uden held.

Blev der begået en forbrydelse, eller skete der en ulykke? Trods politiets intensive efterforskning er der ifølge avisen intet, der peger i nogen retning. Politikommissær Henrik Staal kalder sagen for 'meget usædvanlig' og fortæller, at politiet undrer sig over, hvad der er sket Erik Madsen.

Henrik Stall understreger, at sagen ikke bliver lukket ned, før Erik Madsen er fundet, men at den kræver nye oplysninger.

Nordjyllands Politi kan træffes på telefon 114.