Lyt til artiklen

Næstformanden for Liberal Alliances Ungdom, Nicolai Oster, beskylder politiet for at have nøgenvisiteret ham 'uden gyldigt mistankegrundlag', da han lørdag hævede penge på en metrostation på vej til Christiania. Nu erkender han, at han skulle ud og købe hash.

Var det din plan at købe hash?

- Ja. Jeg skulle mødes med en kammerat derude, så det var det, siger Nicolai Oster til BT.

I en pressemeddelelse skriver Nicolai Oster blandt andet, at 'politiet igennem loven om euforiserende stoffer og våbenloven har en adgang til at foretage visitationer, men at det ifølge retsplejeloven kræver, at politiet har et gyldigt mistankegrundlag'. Og det mener han ikke, at politiet havde.

For bare et par måneder siden stod du offentligt frem og fortalte om, at du havde købt hash i protest mod politiets razzia på Christiania. Er det ikke med til at give politiet et 'gyldigt mistankegrundlag', at du åbenlyst har gjort det før?

- Nej det er det ikke. Og heller ikke hvis jeg tidligere var blevet dømt for besiddelse af hash. De skal se, at du har noget på dig, for at det er et begrundet mistankegrundlag, siger han.

Er du bruger af hash?

- Jeg ryger hash engang i mellem, men det er ikke noget fast. Og jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg går ind for legalisering. Problemet er, at det er utallige mennesker, der bliver udsat for det her hver eneste dag. Nu oplevede jeg det på egen krop i går. Derfor vil jeg gerne være med til at sætte fokus på det for alle dem, der ikke lige kan tilkalde sig pressens opmærksomhed på samme måde, siger Nicolai Oster.