En 38-årig mand fra Fyn filmede i al hemmelighed sin kæreste og hendes datter, mens de var i bad.

Det oplyser Fyens.dk, der har overværet retsmødet, hvor den 38-åriges tidligere kæreste forklarede, hvordan hun i starten af 2019 fandt en video af sin datter, der var filmet, mens hun var i bad.

»Jeg panikkede og tænkte, hvad har hun dog gang i. Men så kunne jeg se, at der kom en arm ind i billedet og fjernede tingesten, der optog,« forklarede kvinden ifølge avisen.

Optagelserne blev foretaget ved, at kæresten placerede et kamera i en lighter eller et ur, som han lagde på badeværelset.

På den måde kunne han filme, uden kvinden og hendes datter fandt ud af det.

Kvindens søn gjorde hende også opmærksom på, at han havde set en video på et pornosite, hvor hun og kæresten dyrkede sex. Videoen var blevet vist 18.000 gange.

Manden er tiltalt for både blufærdighedskrænkelse og udbredelse af børneporno, men han slipper formentlig med en mild straf.

Det skyldes, at de fleste af forholdene er forældet.