Københavns Byret har idømt brancheforeningen Nikotinbranchen en bøde på 500.000 kroner for ulovlig reklame for nikotinprodukter.
Retten kom frem til, at foreningen har overtrådt forbuddet mod tobaks- og nikotinreklame gennem udtalelser på sin hjemmeside og i en pressemeddelelse.
Nikotinbranchens medlemmer er producenter og forhandlere af nikotinprodukter. Sagen blev rejst, efter at Forbrugerombudsmanden politianmeldte foreningen i maj 2022 og siden førte sagen på vegne af anklagemyndigheden.
På foreningens hjemmeside fremgik det blandt andet, at man »tilbyder røgfrie nikotinprodukter som en måde at få dækket et behov og nyde nikotin, uden en meget stor del af de skadesfølger, der er ved at ryge tobak.«
Ifølge tobaksreklameloven er det imidlertid forbudt at reklamere for både tobaksvarer og nikotinprodukter i Danmark.
Under sagen gjorde Nikotinbranchen gældende, at foreningen alene bedriver erhvervspolitisk arbejde og derfor ikke kan betragtes som reklamerende.
Den vurdering afviste retten og slog fast, at reklameforbuddet også gælder ytringer, der direkte eller indirekte fremmer salget – uanset afsender.
Retten afviste samtidig, at dommen krænker ytringsfriheden.
Ifølge Forbrugerombudsmand Torben Jensen viser sagen, hvor vidt reklameforbuddet rækker.
Hverken producenter, forhandlere eller deres brancheforeninger må ifølge ham offentliggøre positive udsagn om nikotinprodukter.
Nikotinbranchen har anket dommen til landsretten.

