Nikolaj Madsen blev i slutningen af april udsat for et groft, umotiveret overfald i det centrale København, men den formodede gerningsmand er endnu ikke blevet pågrebet, selvom politiet i starten af juli efterlyste ham med en video.

Derfor har Nikolaj Madsen nu taget sagen i egen hånd. I et Facebook-opslag har han vedlagt videoen af den formodede gerningsmand, og så har han ellers bedt om folks hjælp til at få delt det. Indtil videre har intet mindre end 27.000 personer valgt at trykke 'del'.

Overfaldet skete på Larsbjørnsstræde i det centrale København den 21. april klokken 02.20 og resulterede i en brækket kæbe, brækket næse, brækket kindben, brækket øjenhule (i begge sider af hovedet), hjernerystelse, kraniebrud og blødning i hovedet.

Nikolaj blev udsat for et umotiveret overfald og søger nu hjælp til at finde gerningsmanden.
Nikolaj blev udsat for et umotiveret overfald og søger nu hjælp til at finde gerningsmanden. Foto: Privatfoto
Vis mere

'Ingen fortjener at blive udsat for noget lignende, og med tanke på, at de personer, som politiet har efterlyst i forbindelse med overfaldet, stadig ikke er blevet identificeret, så håber jeg, at DU vil tage dig tid og hjælpe med at få identificeret personen på videoovervågningen, som politiet har offentliggjort,' skriver Nikolaj Madsen i sit Facebook-opslag.

Se videoen af af den formodede gerningsmand herunder:

Nikolaj blev efter overfaldet indlagt på Rigshospitalets Traumecenter, hvor han blev behandlet for de voldsomme skader.

Københavns Politi har altså endnu ikke fundet den formodede gerningsmand, men han beskrives som værende omkring 25 år, cirka 190 centimeter høj, slank af bygning og med kort mørkt hår. Han var iført mørkt tøj og mørke sko.

Hvis du kan genkende manden på billedet eller i videoen - eller har andre informationer i sagen - beder politiet dig om at ringe på telefonnummer 114.