»Hov, hvad sagde du?« siger en betjent, inden han tager mobiltelefonen ud af hånden på Nicolai Aagaard.

Optrinet finder sted sent søndag 17. april, hvor Nicolai Aagaard går gennem Jomfru Ane Gade i Aalborg og filmer en video til TikTok.

Mens han går, kan man høre, at Nicolai Aagaard har forskellige verbale udbrud.

Han får blandt andet sagt ‘tissemand’ og ‘Gurli Gris’ fire gange i streg. Til sidst får han også sagt pansersvin.

Og det er der en god forklaring på. Han lider nemlig af tourettes – hvilket han også prøver at fortælle betjentene, inden de ifølge hans egen forklaring, tager fat i ham og tvinger telefonen fra ham.

Noget betjenten, ifølge forsvarsadvokat Niels Henrik Kromann, slet ikke må.

Han forklarer nemlig til B.T., at man gerne må filme på offentlige gader i Danmark, og at man også gerne må filme politiet.

Alligevel kan man se, hvordan de to betjente bevæger sig hen mod Nicolai Aagard, og at den ene betjent altså får fat i telefonen.

En oplevelse, der virkede meget voldsom på ham.

»De var meget frembrusende og meget ubehagelige. Jeg har aldrig oplevet politiet sådan før,« siger Nicolai Aagaard, som er ked af, hvad han sagde.

»Jeg havde jo slet ikke lyst til at sige det, og det var bestemt ikke for at provokere dem. Til at starte med ser jeg bare politibilen og tænker, at jeg kan filme den, men det trigger så mine ticks, så jeg kommer til at sige, som jeg sagde,« forklarer Nicolai Aagaard.

Han forsøger efterfølgende at forklare politiet, at han lider af tourettes, og derfor ikke har kontrol over, hvad han siger.

Men kan du forstå, at det kan være svært for betjentene at vurdere – det er jo noget, man nemt kan lire af?

»Ja, det kan jeg sagtens. Men det er sket for mig før, at jeg er kommet til at sige sådan til betjente, og så plejer de at tage det helt roligt, når jeg så forklarer dem hvorfor,« siger han og fortsætter:

»Og de kunne jo bare have bedt mig dokumentere det, hvis de ikke troede på mig. Det står jo på min sundhedsprofil.«

Efter episoden får Nicolai Aagaard, ifølge hans egen forklaring, sin telefon tilbage med beskeden om, at han skulle gå og ikke måtte være i Gaden mere.

B.T. har forelagt videoen for Nordjyllands Politi og spurgt, om de finder anledning til at kritisere betjentenes opførsel. Vi har også spurgt, om politiet er gearet til at håndtere personer med tourettes.

»Vi kender ikke de nærmere omstændigheder i forhold til denne konkrete politiforretning, men borgeren har mulighed for at rette en klage over politiet – og så vil forløbet blive undersøgt.«

»Vi har ikke mulighed for, ud fra det foreliggende, at kommentere yderligere på det,« siger vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi Sune Myrup i et skriftligt svar.

Om Nicolai Aagaard vil klage, har han ikke taget stilling til endnu.

»Det bør jeg nok gøre. Men jeg føler mig meget magtesløs, når det er en sag med politiet,« siger han.