Nicklas med opråb til danskerne efter overfald: Hvorfor hjælper vi ikke hinanden?

En blind mand kommer gående hurtigt mod dig. Han henvender sig til dig og fortæller, at han er blevet overfaldet og har brug for din hjælp. Ville du træde til?

De fleste vil formentlig svare ja til det spørgsmål.

Men for 25-årige Nicklas Aagaard, der praktisk talt er blind, var det ikke tilfældet, da han desperat havde brug for hjælp en sen aften ved Valby Station.

»Om man er blind eller ej, så er det da super skuffende, at der ikke er nogen, som hjælper, når de kan se, at en anden åbenlyst har brug for det.«

Vi skruer tiden to uger tilbage.

Det er onsdag aften, og klokken nærmer sig midnat, da Nicklas Aagaard træder ind i toget på Vanløse Station med retning mod Valby, hvor han bor. I hånden har han sin ene blindestok.

»Jeg stiller mig mellem to kupeer, og skråt overfor mig står en anden mand. Han er mellem 45 og 55 år, vil jeg vurdere. Jeg lytter til musik og kigger ud ad vinduet, men bemærker, at han på et tidspunkt går ud og ind i toget. Han brokker sig, men jeg kan ikke høre over hvad,« fortæller Nicklas Aagaard.

»Pludselig taler han til mig. Han spørger ind til mit syn og nævner noget med førerhunde og siger på et tidspunkt noget i stil med: 'Jeg så godt, hvad du gjorde på stationen tidligere'. Jeg ved ikke, hvad han hentyder til, men føler, at han betvivler min blindhed. Så folder jeg min mindre stok sammen, fordi jeg skal bruge den større stok, og der tager han fat i min arm.«

I løbet af de næste få minutter udvikler en ellers ganske almindelig hjemtur sig til en skræmmende oplevelse, der formentlig kommer til at fylde en del i Nicklas Aagaards bevidsthed lang tid fremover.

Fik diagnosen som barn

Nicklas Aagaard har ikke altid været blind. Han blev født med et normalt syn, men fik allerede som barn stillet diagnosen Retinitis Pigmentosa, hvoraf han har en sjælden variant, som betyder, at man bliver tiltagende blind i løbet af sin ungdom.

Det gik for alvor ned ad bakke i puberteten, og i løbet af gymnasietiden mistede han størstedelen af synet. I dag ser han stort set kun lys, skygger og kontraster.

»Jeg skulle tilpasse mig den nye tilværelse. Jeg skulle lære på nye måder og ikke mindst erkende, at jeg havde nogle udfordringer og begrænsninger. Det betød også, at jeg skulle finde frem til alternative måder at leve mit liv på, så det kunne forblive meningsfuldt.«

Efter gymnasietiden flyttede Nicklas Aagaard til København, hvor han i dag læser psykologi på Københavns Universitet. Han dyrker fitness, færdes ofte i det offentlige og lever med andre ord et liv, som de fleste andre på sin alder – trods sin sygdom.

»Du er ikke fucking blind«

Tilbage på Valby Station fjerner Nicklas Aagaard den fremmede mands greb. Han tilbyder at hjælpe Nicklas Aagaard hjem, men han afviser. Det kan han sagtens selv.

»Jeg stiger af toget og tænker, at jeg bare skal væk. Da jeg går under perronen, kan jeg høre skridt bag mig. Jeg begynder at lunte op ad trappen til vejen, som jeg krydser. På vej over går jeg hurtigt forbi en person. Jeg kan lugte, at vedkommende har tændt en cigaret.«

Nicklas Aagaard når knap at krydse vejen, før den fremmede mand indhenter ham. Han kommer løbende bagfra, skubber ham i ryggen og tvinger ham op ad en husmur.

»Han presser en knytnæve hårdt ind i siden på mig. Jeg får et kæmpe chok og ved ikke engang, hvad jeg tænker i øjeblikket. Ved bare, det lykkes mig at få vristet mig fri og løbe væk derfra. På vej væk råber han: 'Du er ikke fucking blind'.«

Hjertet galoperer, og Nicklas Aagaard er i tvivl om, hvorvidt manden stadig forfølger ham. På vejen væk passerer han endnu en fremmed person, som han henvender sig til:

»Undskyld, kan du ikke please hjælpe mig. En syg person følger efter mig. Hallo. Kan du høre mig?«

Men han får ingen svar. Den fremmede person fortsætter ufortrødent.

»Ingen af dem, jeg passerer, hjælper mig, selv om jeg tydeligvis er i en ubehagelig situation.«

Og netop det faktum, at ingen trådte til, da der var allermest brug for det, får nu den 25-årige psykologistuderende til at sende et opråb til danskerne.

»Jeg forventer ikke, at nogen skulle gribe fat i den fremmede mand. Men hvis bare en af de personer havde vist mig, at de var der. Mere skulle der ikke til,« siger han og tilføjer:

»I virkeligheden er det måske noget, vi danskere skal blive bedre til i det offentlige rum. At være mere opmærksomme på vores omgivelser og vise, at vi er der, hvis nogen bliver udsat for noget ubehageligt.«

Nicklas Aagaard slap uskadt fra overfaldet, men psykisk sidder det stadig i ham.

Hændelsen er meldt til politiet.