Der er netop faldet dom i sagen mod den 35-årige mand, der har stået tiltalt for at have slået bloggeren Mascha Vang og den tidligere fotomodel Kira Eggers på en natklub i København.

Den 35-årige er blevet idømt 60 dages ubetinget fængsel ved Østre Landsret og får dermed skærpet sin dom på 30 dages betinget fængsel fra Københavns byret.

Landsretsdommerne var enige om dommen og forklarede, at en video fra episoden bestyrkede dem i deres vurderingen. Den tiltaltes forklaring om nødværge holdt ikke, mente dommerne, der fastslog, at der ikke havde været nogen rimelig begrundelse for, at den 35-årige slog Mascha Vang og siden også Kira Eggers.

Dommeren sagde i sin begrundelse blandt andet, at det var helt uacceptabelt, at den 35-årige havde 'spillet moralsk politi' på natklubben, og at vold mod to uskyldige personer er uden for rammen for betinget. Derfor blev dommen derfor 60 dages ubetinget fængsel i stedet for 30 dages betinget fængsel.

Episoden skete i januar 2014 på natklubben Sunday i Indre København. Her var fodboldspilleren Nicki Bille sammen med nogle venner, ligesom realitystjernen Mascha Vang og den tidligere fotomodel Kira Eggers også besøgte stedet.

Men forklaringerne om, hvad der rent faktisk skete, har der været en del uenighed om.

Nicki Bille har i retten forklaret, at Mascha Vang havde antastet ham og angiveligt forsøgt at 'få ham med hjem'. Noget, som bloggeren benægter. Omvendt har hun forklaret, at det var Nicki Bille, der forsøgte at komme i lag med hende.

På et tidspunkt gik den tiltalte, R, imellem de to, og det er hér, at der hele eskalerede og slagene faldt.

Den 35-årige mand havde efter domsafsigelsen ikke lyst til at kommentere den, mens hans forsvarer fortalte, at han var utilfreds.

»Det er to gimper, der gør sig til på en utilstedelige måde ude i byen. Jeg synes, det er en forkert afgørelse, men der er ikke noget, vi kan gøre ved det nu,« siger advokat Thorkild Høyer, der gik efter at få den 35-årige mand frifundet, da man mente, han handlede i nødværge, til bt.dk.