Melder din yndlings-festival udsolgt, og MÅ du bare afsted, så tænk dig om en ekstra gang. 

Det kan nemlig blive en både dyr og træls fornøjelse at købe billetter af private på nettet. 

Folkene bag Nibe Festival advarer nu om, at billetsvindlerne er på spil lige nu.

Festivallen er allerede udsolgt, og det får mange til at søge efter billetter på de sociale medier. 

»Folk er så desperate for at få en billet, og så ser vi en tendens til, at de desværre alt for ofte køber katten i sækken,« siger festivallens talsmand, Peter Møller Madsen, til TV 2 Nord.

Svindlerne finder hele tiden nye måder at narre paniske billetjægere, og det er for eksempel udbredt at bruge en falsk mailadresse. 

Peter Møller Madsen advarer om, at man ikke skal have tillid til den, man køber billetter af. 

TV 2 Nord beskriver, hvordan en enkelt nordjysk kvinde står bag en stor del af svindelsagerne. Hun menes at have snydt købere for 10.000 kroner. 

Nibe Festivallen opfordrer til, at du nøje tjekker brugerens profil, hvis du køber billetter på de sociale medier. 

Og så henviser festivallen til at bruge officielle salgskanaler og resale-tjenester.