Onsdag aften afværgede Københavns Politi et drabsforsøg i Hvidovre, hvor en bil endte med at køre ind i et hus.

Det førte til en større politiaktion, hvor i alt ni personer med tilknytning til bandemiljøet er blevet anholdt og sigtet for tre tilfælde af drabsforsøg.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Alle tre drabsforsøg er ifølge politiet sket som en del af den verserende bandekonflikt, og flere af de anholdte, der er i alderen 21-26 år, er registrerede bandemedlemmer. Resten har relationer til bandemiljøet.

Drabsforsøgene fandt sted 3. april på Gadelandet i Husum og 25. og 27. maj i Hvidovre.

De første anholdelser skete i forbindelse med, at politiet onsdag aften afværgede et drabsforsøg i Hvidovre.

De mistænkte forsøgte at køre fra politiet i en bil, men mistede herredømmet over den og kørte ind i et hus på Strandby Allé.

Beboerne i huset kom ikke noget til, men fik en alvorlig forskrækkelse.

»Som led i en længere efterforskning fik vi efterretninger om, at der blev planlagt et attentat. Derfor slog vi til mod bilen og efterfølgende mod flere adresser, hvor flere af de mistænkte opholdt sig,« fortæller vicepolitiinspektør Knud Hvass, der er leder af afdelingen for organiseret kriminalitet ved Københavns Politi.

»Vi håber selvfølgelig, at anholdelserne vil lægge en dæmper på den aktuelle bandekonflikt,« tilføjer han.

Personerne i bilen forsøgte at flygte fra stedet, men to af dem blev anholdt i nærheden. I deres bil fandt politiet en maskinpistol, en pistol og en del ammunition. En tredje stak af til fods.

»Ham leder vi efter nu. Vi kender hans identitet, og vi opfordrer ham til at melde sig selv,« siger Knud Hvass.

Yderligere syv personer blev efterfølgende anholdt på forskellige adresser i hovedstadsområdet, og Københavns Politi forventer at foretage yderligere anholdelser i sagerne.

De ni anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg efter klokken 12 torsdag.

B.T. følger sagen.