Det ligger ikke endeligt fast, at en familie med rødder i Congo blev forgiftet af svampe, oplyser politiet.

København. Ni familiemedlemmer er fredag formiddag stadig indlagt med forgiftninger på Rigshospitalet, hvor status på deres tilstand er uændret.

Det oplyser vicepolitiinspektør og efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Der er ikke noget nyt siden i går (torsdag, red.), men vi skal nok melde noget ud, hvis der sker ændringer, siger han.

To af dem er dermed stadig i en alvorlig tilstand.

To børn i familien, heriblandt en 15-årig, mistede torsdag livet. Mistanken går på, at familien har spist nogle giftige svampe.

- Vi er stadig i gang med en række undersøgelser, så vi kan ikke endeligt sige, at forgiftningen skete efter at have indtaget svampe, siger Søren Ravn-Nielsen.

Der er tale om en familie på i alt 12 personer fra Haslev. Den ene person, en dreng, viste ingen symptomer på forgiftning og blev derfor udskrevet.

Forældrene stammer fra Congo.

Af hensyn til de personlige forhold ønsker Søren Ravn-Nielsen ikke at oplyse om børnene og forældres alder, men han fortæller, at samtlige af parrets børn er under 18 år.

På Rigshospitalet bekræfter kommunikationsafdelingen, at familien er indlagt. Men på grund af tavshedspligten kan man ikke udtale sig yderligere.

Men på et pressemøde torsdag sagde læge Trine Lilleng, at de to børn var meget dårlige, da ambulancen ankom til familiens bolig, hvor også andre børn var medtaget.

- Det skete så pludseligt. Begge børn var i live ved ambulancens ankomst, men den 15-årige var hurtigt livløs.

- Vi startede hurtigt genoplivning. Så faldt det andet barn også om livløst. Det var et mindre barn end den 15-årige. Igen gik det hurtigt, sagde læge Trine Lilleng.

/ritzau/