DR-ansatte blev skubbet, sparket, slået og spyttet på af anbragte unge fra døgninstitutionen Nexus. Det skete forud for den omdiskuterede udsendelse i 21 Søndag om det misbrugsbelastede sted.

Gennem flere måneder sidste år filmede en pædagogisk medarbejder på den kritiserede døgninstitution Nexus i Nordsjælland de misbrugsbelastede og kriminalitetstruede unge mennesker, han var ansat til at tage sig af. Målet var at dokumentere de unges åbenlyse hashmisbrug til DR’s 21 Søndag.

Udsendelsen blev sendt forrige søndag, men forinden tryglede Socialforvaltningen i Københavns Kommune DR om ikke at vise optagelserne, som man mente vil skade ‘sårbare unge’. DR nægtede i første omgang, men tilbød at lade de seks unge fra Nexus og deres pårørende komme til DR Byen for at gennemse de skjulte optagelser. Men seancen endte helt ude af kontrol, fortæller kilder, der var til stede, til BT.

Allerede da de unge ankom til stedet, opførte gruppen sig aggressivt, fortæller vidnerne. De virkede gejlet op, kaldte de ansatte 'medieludere' og fortalte, at de følte sig krænkede over den udsendelse, de endnu ikke havde set.

Da det første klip skulle vises, blev en medarbejder slået i brystet med knytnæveslag af en ung pige. Efterfølgende styrtede pigen ud af redigeringslokalet og råbte, at hendes liv var ødelagt, og i det næste øjeblik begyndte hun at kyle med flasker. En anden DR-medarbejder blev sparket og spyttet på, og andre blev truet med tæsk. Der blev hældt vand udover Newsroom, og en forstærker blev væltet ned.

- Nogle måtte under gråd og skrig eskorteres ud af bygningen, mens andre blev aggressive og truede DR ansatte. Hvis ikke personalet for Nexus havde været til stede, kunne det være gået helt galt, gengiver socialdirektør Anette Laigaard fra Københavns Kommune efterfølgende situationen i et brev til DR.

DR foreslog at afbryde visningen, men ledelsen på Nexus Hamid Vazin og Bo Løfberg insisterede angiveligt på at lade den fortsætte.

Ifølge BT’s kilder var DR’s ansatte dybt rystede oven på episoden. Mange undrede sig kraftigt over, at de i alt otte pædagoger fra Nexus ikke greb ind. Derimod lod de unge løbe frit på redaktionerne, selv efter udsendelsen havde været vist. Til sidst blev DR's egne vagter alarmeret, og det dyssede den betændte stemning ned.

Lederen af Nexus, der også var til stede under visningen, kan derimod ikke genkende det billede, der tegnes af episoden.

- Jeg er mundlam over DR's håndtering af den her sag. Vi leger ikke med vores unge på den måde, at vi giver dem en forudindtaget holdning. Det var voldsomt på dagen, men vi greb faktisk ind og holdt flere af de unge fast fysisk, og flere af vores pædagoger var efterfølgende også meget påvirkede af oplevelserne i DR Byen, fortæller Hamid Vazin.

Episoden rystede også flere politikere på Rådhuset i København, og det fik efterfølgende socialudvalget i Københavns Kommune - med undtagelse af DF’s og Venstres repræsentanter - til at stile et brev til DR. Heri krævede man ikke kun optagelserne slettede, men også destrueret, fordi de kunne have ‘ødelæggende konsekvenser’ for de unge, som det hedder i brevet.

Da udsendelsen om Nexus endelig blev bragt forrige søndag i 21 Søndag, var det uden de omdiskuterede optagelser. Men optagelserne blev til gengæld vist for socialudvalget i kommunen, så politikerne kunne kommentere sagen.