Sidste år kunne han ånde lettet op, da myndighederne i Finland endeligt opgav at få ham dømt for et 35 år gammelt drab og drabsforsøg begået på en færge.

Nu er den 54-årige Herman Himle igen blevet anholdt, erfarer B.T.

Politiet sigter ham for forsætlig brandstiftelse i forbindelse med en kæmpemæssig eksplosionsbrand, der 27. januar i år ramte en villa på Damhus Boulevard i Rødovre vest for København.

Villaen var under renovering, så ingen mennesker kom noget til skade ved den voldsomme brand, men seks personer i en nabobygning måtte evakueres.

Hovedstadens Beredskab oplyste i forbindelse med slukningsarbejdet, at ikke mindre end 21 køretøjer med samlet 49 mand fra det meste af Storkøbenhavn blev sat ind for at få flammerne under kontrol.

Ved den eksplosionsagtige brand blev bygningsdele slynget flere hundrede meter væk fra brandstedet, og da der hverken var døre eller vinduer i bygningen, havde ilden gode betingelser for at få masser af ilt til at udvikle sig.

Herman Himle har en længere række af langvarige fængselsdomme bag sig og har også adskillige gange i de seneste årtier været omtalt i medierne i forbindelse med vellykkede fangeflugter fra både Horsens Statsfængsel, Vridsløselille og Vestre Fængsel.

I 2017 blev han idømt et års fængsel for trusler og forsøg på vold mod en ekskone, men mest omtale fik han i 2021 og 2022 i forbindelse med en ældgammel drabssag. Anklagemyndigheden i Finland forsøgte nemlig at få ham dømt for, at han som 18 år gammel spejderdreng havde myrdet en 20-årig tysk turist på et færgedæk en sommernat i 1987.

Det unge kærestepar Klaus Schelkle, 20, og Bettina Taxis, 22, fra Vesttyskland fotograferet på deres interrailtur kort inden den skæbnesvangre sejltur fra Stockholm i Sverige til Turku i Finland. Midt om natten blev de overfaldet i deres soveposer. Han blev dræbt – hun overlevede på et hængende hår.
Det unge kærestepar Klaus Schelkle, 20, og Bettina Taxis, 22, fra Vesttyskland fotograferet på deres interrailtur kort inden den skæbnesvangre sejltur fra Stockholm i Sverige til Turku i Finland. Midt om natten blev de overfaldet i deres soveposer. Han blev dræbt – hun overlevede på et hængende hår. Politiet

Ved samme lejlighed blev den 22-årige kæreste til den dræbte interrailturist også alvorligt invalideret ved et drabsforsøg.

Hun fik fire hammerslag i tindingen og to i baghovedet og fik samtidig hugget sin venstre langfinger af.

Gerningsvåbnet var ifølge tiltalen mod danskeren et meget specielt instrument – en såkaldt slaggehammer, der var stjålet fra passagerfærgens udrustning. Hammeren er spids i den ene ende af hovedet og formet som en mejsel i den anden ende.

Undervejs i sagen i Finland kunne anklageren føre flere vidner, der kunne fortælle, hvordan danskeren i de senere år nærmest havde pralet med, at han havde slået to personer ihjel.

Det dødelige overfald på det tyske par skete efter politiets opfattelse med en såkaldt slaggehammer som denne, der formentlig blev stjålet fra skibets kedelrum. Selve gerningsvåbnet er aldrig fundet. Formentlig smed morderen hammeren i vandet fra skibet.
Det dødelige overfald på det tyske par skete efter politiets opfattelse med en såkaldt slaggehammer som denne, der formentlig blev stjålet fra skibets kedelrum. Selve gerningsvåbnet er aldrig fundet. Formentlig smed morderen hammeren i vandet fra skibet. Finsk politi

Han havde skrevet det direkte i en sms til sin ekskone og også fortalt det til en anden kvinde, der havde hans fortrolighed.

Og endelig blev der under retssagen ført et vidne, der i en kolonihave for fem-seks år siden havde hørt Himle fortælle, at han i Finland med en slaggehammer havde slået to personer ihjel, som irriterede ham.

Retten i Finland forkastede dog forklaringerne som utilstrækkelige til at udløse en dom. Og efterfølgende opgav man sidste efterår at anke frifindelsen.

Den i dag 54-årige Herman Himle bliver tirsdag eftermiddag fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Glostrup.

Den mordtiltalte Herman Himle modtog frifindelsen fra Finland på kontoret hos sin forsvarsadvokat Henrik Hasseris Olesen i Købehavn. Ifølge advokaten med »afmålt glæde«, fordi han bestemt regnede med at blive frikendt.
Den mordtiltalte Herman Himle modtog frifindelsen fra Finland på kontoret hos sin forsvarsadvokat Henrik Hasseris Olesen i Købehavn. Ifølge advokaten med »afmålt glæde«, fordi han bestemt regnede med at blive frikendt. Nils Meilvang

Her vil anklageren begære ham varetægtsfængslet for brandstiftelse i forbindelse med eksplosionsbranden i Rødovre for halvanden måned siden.

Du kan høre B.T.'s kriminalpodcast 'På Fersk Gerning' her eller der, hvor du normalt lytter til podcast: