Mandag den 19. november blev tidligere bandeleder og radiovært Nedim Yasar skudt ned på åben gade efter receptionen på hans nye bog. Tirsdag døde han af sine kvæstelser.

For Sebastian Richelsen, vært på Radio24syv-programmet 'Politiradio', har Nedims død ikke kun betydet tabet af en kollega, men også tabet af en ven.

»Jeg lærte først Nedim at kende for tre måneders tid siden, da jeg startede på 'Politiradio'. Men vi blev meget hurtigt tætte venner og gik fra starten godt i spænd,« siger han til B.T.

Sebastian Richelsen havde aftenen forinden været med til at fejre, at Nedim Yasar havde udgivet en ny bog.

»Han var så glad, og det var jo en festdag for ham, hvor vi fejrede hans nye bog. Desværre endte aftenen jo tragisk,« siger Sebastian Richelsen.

De to værter havde før stået på hver deres side af loven, hvor Sebastian Richelsen er tidligere betjent og Nedim Yasar havde været bandeleder. Dette kendskab til et miljø, hvor de havde stået på hver deres side, gav dem noget at være fælles om.

»Selvom vi var modsætninger og kom fra forskellige baggrunde og kulturer, så passede det bare rigtig godt sammen og vi fik hurtigt opbygget et venskab,« siger Sebastian Richelsen og fortsætter:

»Første gang jeg mødte ham tænkte jeg, at han ved første blik lignede et bandemedlem, men når han så åbnede munden, mærkede man med det samme en varm person bagved facaden som var lattermild og omsorgsfuld«.

Og Nedim Yasar var ikke som alle andre. Han lagde ikke fingre imellem, heller ikke når det gjaldt hans medværter.

»En af de gode ting ved ham var, at han ikke havde det filter, som andre mennesker har og altid sagde, hvad han mente. Det betød også, at der ikke var forskel på, om vi var på arbejde eller i privaten,« siger Sebastian Richelsen.

Nedim Yasars død var blodig og frygtelig, men Sebastian Richelsen sidder tilbage med ét håb.

»Jeg håber ikke, at hans død betyder, at andre i samme situation, som Nedim kom fra, bliver skræmt fra at hoppe fra den kriminelle løbebane. Det var hans kæphest og grunden til, at han råbte så højt. Han gjorde det for at hjælpe andre. Jeg håber ikke at det var forgæves - at de vil lade frygten vinde,« slutter han.