To mænd nægter sig skyldige i sigtelse for at have udøvet hærværk mod jødisk gravplads i Randers.

En af de anholdte i hærværkssag mod jødisk gravplads er såkaldt redeleder i organisationen Den Nordiske Modstandsbevægelse, der kalder sig selv en revolutionær nationalsocialistisk kamporganisation.

Det er netop kommet frem i et grundlovsforhør ved Retten i Randers, hvor manden fremstilles sammen med en anden.

Der er tale om 38-årige Jacob Vullum Andersen, der forleden rent faktisk kommenterede hærværket på kirkegården i Randers.

- Vi synes, det er positivt, at folk omsider er begyndt at vågne op til en erkendelse af, at magtjøder og jødisk infiltration i samfundet er yderst skadelig og uønsket, sagde han til TV2 Østjylland.

Da han fremstilles i retten onsdag eftermiddag, nægter han sig skyldig i sigtelsen om at have øvet hærværk mod den jødiske gravplads.

84 gravsten blev overhældt med maling, og flere af dem blev væltet.

Men Jacob Vullum Andersen, der er karseklippet, iført grøn trøje og sorte støvler, nægter sig skyldig i anklagen.

Den medsigtede, en mand på 27 år, nægter sig ligeledes skyldig.

Han er iført en grå hættetrøje og sorte gummisko.

Anklager Steffen Andersen har forinden læst sigtelsen op. Det er anklagerens opfattelse, at hærværket mod de jødiske grave er sket i forening og efter forudgående planlægning.

Det er ikke kun de jødiske gravsten, der er blevet skændet. Politiet mener også, at de to mænd har kastet sort og grøn maling på facaden af en bygning tilhørende Sparekassen Kronjylland.

Bygningen har en jødisk davidsstjerne på facaden.

Hærværket har samlet set udløst skader for mere end 100.000 kroner, fremgår det af sigtelsen.

Ud over hærværk er de to mænd sigtet efter straffelovens paragraf 266b, den såkaldte racismeparagraf.

Det er politiets opfattelse, at hærværket er begået for at nedværdige eller forhåne en bestemt befolkningsgruppe.

Natten mellem 9. og 10. november var 81-årsdagen for Krystalnatten. Dengang blev flere jøder dræbt af nazisterne.

Navnet henviser til de store mængder af glas fra knuste butiksruder, der lå i natten og glimtede som krystaller.

Dommeren har valgt at lukke dørene til grundlovsforhøret af hensyn til den videre efterforskning i sagen.

/ritzau/