En planlagt indsmugling af hash til Grønland har fået et noget uventet forløb for en 32-årig mand.

Da han tirsdag morgen stillede sig klar ved indtjekningsskranke 110 i Terminal 3 for at komme med flyet til Grønland, blev han nemlig i stedet anholdt.

Toldvæsnet havde fået et tip om, at han indvortes ville forsøge at smugle hash til Grønland, og derfor var der sat en spærring på ham, da han dukkede op ved indtjekningen.

En scanning af hans mave viste da også ganske rigtigt, at han forud for den planlagte flyvetur til Kangerlussuag havde slugt et større antal små kugler med hash.

Under en efterfølgende afhøring indrømmede han mere præcist, at han havde slugt 47 kugler à tre gram – altså i alt 141 gram hash.

Han havde angiveligt betalt 100 kroner pr gram, som han forklarede var beregnet til eget forbrug,  når han var kommet hjem til Grønland.

I stedet for flyveturen blev den 32-årige mand under bevogtning bragt til Hvidovre Hospital, hvor han fik afføringsmiddel og blev indlagt, mens man venter på, at naturen skal gå sin gang.

Samtidig blev han in absentia – altså uden at være fysisk til stede – fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i Københavns Byret.

Han sigtes for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og dommeren besluttede, at han i første omgang skal have sin anholdelse opretholdt i tre døgn, indtil man kender det præcise indhold af de slugte kugler i hans mave.