Låsesystemet på botilbud kan fælde nattevagt tiltalt for voldtægter og seksuelle overgreb mod to kvinder.

To 30-årige kvinder med autisme blev udsat for adskillige seksuelle overgreb af en 41-årig nattevagt på et sjællandsk botilbud.

Sådan lyder det fra anklagemyndigheden under første retsdag i nævningesagen mod nattevagten ved Retten i Glostrup.

Nattevagten var ansat på det botilbud, hvor kvinderne boede som følge af deres autisme. Derfor havde han nøglerne til de to kvinders værelser.

Ifølge anklagemyndigheden voldtog han den ene af kvinderne igennem to år fra januar 2017 til december 2018. Den anden kvinde blev også offer for mandens seksuelle overgreb i fem måneder ifølge anklageren.

I det forhold er han dog ikke tiltalt for voldtægt, men han udnyttede hendes psykiske handicap, lyder det.

Han nægter sig skyldig.

Med sig i retten har anklager Rasmus Kim Petersen medbragt sig et tungt modeludsnit af botilbuddets dør og låsesystem, som han viser frem for nævninger og dommere.

Låsesystemet er nemlig en central del i sagen.

Politiet har gennemgået nattevagtens logfiler fra låsesystemet og har altså et overblik over, hvornår han har været ved de to kvinders værelse.

Fra august 2018 til december 2018 låste han sig ind på værelset til den ene kvinde syv gange. Hver gang var han der 5-15 minutter. Til sammenligning har en anden nattevagt åbnet døren i få sekunder to gange på et halvt år.

Hos den anden kvinde, som han er tiltalt for adskillige voldtægter mod, har han i løbet af to år rutinemæssigt låst sig ind til hende. Flere gange var han derinde i over 30 minutter.

- Det har kørt mig så meget ned. Jeg skal sidde hver dag og tænke på, hvornår og hvordan jeg har åbnet en dør, siger nattevagten i retten.

Han er uforstående over for tiltalerne. Når han låste sig ind, har det udelukkende været for at bede kvinderne om at skrue ned for musikken eller lignende, forklarer han.

- Jeg har haft et godt forhold til samtlige beboere derude, siger han i retten og forklarer, at den ene kvinde, der i første omgang anmeldte ham, lyver.

- Ingen tror på hende. Hun bygger historier op, det er hun kendt for derude. Hun har for eksempel fortalt, at naboen stjæler og larmer, selv om naboen slet ikke har været der, siger nattevagten i retten.

Kvinderne har afgivet deres forklaringer i videoafhøringer grundet deres autisme. Videoerne afspilles onsdag eftermiddag for dommere og nævninger, men dørene er blevet lukket for offentligheden.

Ud over en fængselsstraf går anklageren desuden efter at få nattevagten udvist af Danmark.

Manden har været ansat på det sjællandske botilbud i ni år. Inden da arbejdede han i en SFO og i et ungdomsfængsel.

/ritzau/