Der måtte tilkaldes en ambulance, da en 41-årig mand mandag besvimede under et retsmøde i Glostrup

Kort forinden blev den 41-årige mand kendt skyldig i at have haft samleje med en kvinde, som boede på det bosted, hvor han var ansat som nattevagt.

Et enigt nævningeting har idømt manden tre måneders betinget fængsel samt frakendelse af retten til at besidde lignende stillinger i to år fremover.

Ifølge anklagemyndigeden skulle den 41-årige mand under udnyttelse af kvindens handicap have haft samleje samt andet seksuelt forhold med kvinden, som var diagnosticeret med autisme.

Det enige nævningeting mente imidlertid ikke, at det var bevist, at den 30-årige kvinde havde autisme, og manden blev således frikendt for den del af tiltalen.

Dermed bliver den 41-årige mand ene og alene kendt skyldig i ved som ansat på bostedet at have haft et seksuelt forhold med en af stedets beboere, hvilket er en overtrædelse af straffelovens paragraf 219 stk. 3.

Af den fremgår det, at man som ansat på en institution ikke må have samleje med institutionens beboere.

Derudover var den 41-årige mand tiltalt for at have voldtaget en anden kvinde, der var diagnosticeret med autisme på samme bosted i Københavnsområdet.

Her blev den 41-årige imidlertid pure frikendt.

Manden, der undervejs har nægtet sig skyldig i alle tiltalepunkter, brød grædende sammen, da dommeren læste kendelsen op.

Det fik dommeren til at love, at han nok skulle gøre det hurtigt.

»Jeg kan se, at du reagerer meget kraftigt, så jeg gør det kort,« lød det fra dommeren.

Drama i retten

Inden afgørelsen om skyldspørgsmålet blev læst op, skulle retten imidlertid tage stilling til, hvorvidt én af de seks nævninge var inhabile.

Søndag modtog retten nemlig en brev fra den 41-årige mands forsvarer om, at nævningen havde været til stede ved en reception hos bistandsadvokaten for en af de to 30-årige kvinder.

Det fandt forsvareren stærkt problematisk og argumenterede således for, at nævningen måtte være inhabil.

Det mente retten imidlertid ikke, og efter at have voteret i 10 minutter besluttede man, at nævningen ikke var inhabil i sagen.

Umiddelbart efter skyldspørgsmålet var afgjort, tog anklager Rasmus Petersen hul på sin procedure for strafudmålingen, men det foregik ikke helt uden drama.

Undervejs i proceduren måtte dommeren nemlig afbryde retsmødet, fordi den 41-årige mand pludselig besvimede.

Straks trådte hans pårørende til, fik lagt ham ned på gulvet og ringede efter en ambulance.

Da manden umiddelbart efter kom til bevidsthed igen, var hans første ord:

»Jeg har ikke gjort noget. Jeg har ikke gjort noget.«

Pressen og tilhørerne blev efterfølgende gelejdet ud af retslokalet, mens manden blev tilset af ambulancepersonalet. Kort efter blev retsmødet genoptaget, og den endelige dom blev afsagt.

Manden har udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.