Det var forskelsbehandling, da fem mænd blev nægtet adgang til en natklub i efteråret 2023.

Både i Ligebehandlingsnævnet og nu i Københavns Byret har en af mændene fået medhold i, at han ved afvisningen blev forskelsbehandlet på baggrund af race og etnisk oprindelse.

Manden skal have 5000 kroner i godtgørelse for den krænkelse, han oplevede.

Gruppen af mænd ankom til natklubben den 29. september 2023. De fem, der alle har anden etnisk baggrund end dansk, havde taget pænt tøj på og var ikke fulde, da de ankom. Sådan har manden, der blev forskelsbehandlet, selv forklaret.

Alligevel fik de en afvisning i døren.

"Det bliver ikke i aften", lød beskeden. Årsagen til det var, at gruppens udstråling var forkert, og at de så "for hårde ud".

Ti dage senere tikkede en klage ind hos Ligebehandlingsnævnet, der året efter traf afgørelse i sagen. Men den afgørelse valgte nattelivskoncernen Rekom at indbringe for Københavns Byret, der tirsdag heller ikke giver natklubben medhold.

Manden formåede at påvise faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han var blevet udsat for forskelsbehandling.

- Det var på baggrund af hans forklaring sammenholdt med klagen til Ligebehandlingsnævnet, siger advokat Anita Strauss Sørensen, der repræsenterede manden i retten.

Når det er tilfældet, vender bevisbyrden. Det bliver dermed op til Rekom at bevise, at natklubben ikke har forskelsbehandlet manden.

Og det har den ikke formået i denne sag.

- I og med at selskabet ikke kunne identificere den pågældende episode, har det ikke kunnet løfte bevisbyrden for, at det, der skete, ikke var i strid med loven og dermed ikke var forskelsbehandling, siger Anita Strauss Sørensen.

Hun oplyser, at der er retspraksis på området allerede, men alligevel har hun i år endnu tre afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet, som er indbragt for domstolene.

Manden, der blev forskelsbehandlet, er glad efter domsafsigelsen.

- Han er selvfølgelig godt tilfreds, siger Anita Strauss Sørensen.

Rekom skal betale 5000 kroner med procesrenter fra 3. oktober 2023, hvor Ligebehandlingsnævnet modtog klagen.

Ritzau har kontaktet Rekom, der ejer en række barer i Danmark og Norge, for at få en kommentar til dommen samt høre, hvilken betydning den ventes at få.

/ritzau/