En 24-årige kvindelig hashsælger troede torsdag, at hun havde en interesseret køber i telefonen.

Hun blev klogere og er nu sigtet og anholdt for salg af narko.

På baggrund af et tip rettede betjente fra Østjyllands Politis Specialpatrulje torsdag eftermiddag henvendelse på et telefonnummer og udgav sig for at være interesseret i at købe hash.

Sælgeren kvitterede straks, og kort tid efter blev der aftalt en narkohandel i Aarhus-bydelen Viby J.

Det skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Hvad sælgeren ikke vidste var, at hun var kommet til at lave en handel med politiet.

Østjyllands Politi skriver videre, at den 24-årige kvinde havde flere salgsposer i sin bil, da de traf hende på det aftalte mødested.

Betjentene viste deres ID og sigtede herefter den 24-årige kvinde for salg af narko.

Under en efterfølgende ransagning af bilen fandt politiet flere gram hash fordelt i salgsposer, som blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion, mens også både kvindens bil og telefon blev beslaglagt til yderligere efterforskning.