En 23-årig kvinde havde en lige lovlig høj promille, da hun lørdag formiddag satte sig bag rattet i en sort Audi A3 og kørte en tur gennem Aalborg og Nørresundby.

Faktisk var hun så påvirket af både alkohol og stoffer, at hun på sin tur ramte mindst fire biler og torpederede et skilt.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Torben Larsen, over for Nordjyske.

Den første anmeldelse løb ind klokken 10.48, hvor politiet modtog et opkald om, at en sort Audi A3 i krydset mellem Urbansgade og Vesterbro i Aalborg havde ramt en bil og efterfølgende var kørt fra stedet.

Kort efter modtager politiet endnu et opkald. Denne gang om, at en bil, som passede samme beskrivelse - en sort Audi A3 - kørte og slingrede ret voldsomt.

Opkaldet blev efterfulgt af et tredje og sidste opkald, hvor en borger anmeldte et trafikulykke ud for Jem & Fix på Hjørringvej.

Herefter lykkedes det politiet – som allerede efter det første opkald havde sendt en patrulje ud for at lokalisere Audien – at standse bilen, hvis hjul var så beskadigede, at den ikke kunne køre videre.

I bilen sad en 23-årig kvinde, der var så påvirket af alkohol og stoffer, at politiet ikke rigtigt kunne komme igennem til hende. Derfor blev hun taget med til detentionen på politigården i Aalborg.

Kvinden kørte i krydset mellem Urbansgade og Vesterbro, da den første anmedelse indløb hos politiet.
Kvinden kørte i krydset mellem Urbansgade og Vesterbro, da den første anmedelse indløb hos politiet.
Vis mere

Kvinden har fået taget en blodprøve, som skal fastslå hendes promille, samt hvilke stoffer hun var påvirket af, da hun satte sig bag rattet.

Uanset hvad, er politiet ikke et sekund i tvivl om, at den hasarderede køretur kunne haft en endnu værre og potentiel dødelig udgang.

»Det er et rent mirakel, at der ikke er nogen, der er kommet alvorligt til skade,« siger vagtchef Torben Larsen og fortsætter:

»Kvinden var så påvirket, at hun ikke selv kunne stå, da hun kom ud af bilen. Og hun er kørt ind igennem Aalborg og Nørresundby på en lørdag, det er helt utroligt, at der kun er materielle skader.«