Hurtig dom afsagt af Retten i Odense. Beviser på telefon var ikke til at komme udenom.

Bare et døgn efter anholdelsen er en mand fra Odense idømt fængsel i syv år for handel med narkotika. Det oplyser National Enhed for Særlig Kriminalitet, NSK.

Den 29-årige mand har i et grundlovsforhør tirsdag formiddag erkendt handel med fire kilo heroin og med 210 kilo hash.

Anholdelsen af Muawieh Awneh skete mandag klokken 10.15, og på en adresse i Odense fandt betjente de afslørende beviser, oplyser senioranklager Jhin Lee.

Det var elektronisk kommunikation og herunder fotos på en telefon, der dokumenterede lovovertrædelser helt tilbage til 2020.

I retsmødet tirsdag formiddag valgte den 29-årige at erkende sig skyldig i de sigtelser, politiet havde præsenteret ham for, og derefter rejste anklageren tiltalen for at få en hurtig afgørelse.

I en pressemeddelelse betegner Jhin Lee bevisbyrden som uomgængelig.

- Det er tilfredsstillende, at retten har idømt en lang fængselsstraf for handel med narkotika, der både er til skade for enkeltpersoner og samfundet som helhed, udtaler han.

Til Ritzau oplyser han, at der ikke er fundet værdier eller kontanter. Der er altså ingen konfiskation af udbytte.

/ritzau/