Norsk avis advarer unge mod ferie i Danmark: Den danske ferieby oversvømmes af narko. Rockere sidder på handlen og kræver 50.000 af hver pusher, der vil sælge stoffer i sommerlandet.

Norske familier med teenagere skal holde sig fra den danske ferieby Løkken. I Norges største avis, VG, advarede man i går forældre mod at give deres halvvoksne børn lov til at tage til den danske partyby på grund af stedets enorme narkoproblemer.

»Det er ikke så dejligt at være norsk i Danmark, som reklamen siger,« skriver avisen, som også mener, at norske forældre ville få et chok, hvis de vidste, hvad der virkelig foregår i byen.

Hvert år sender tusindvis af forældre fra Norge, Sverige, Tyskland og Danmark deres halvvoksne børn til Løkken, som vokser fra et par tusinde indbyggere til 40.000. Og de mange feriegæster giver ikke kun isboderne mere at lave - narkohandlerne har også kronede sommerdage. Stoffer flyder nu så frit i feriebyen, at det ikke er tilfældigt, at rygterne nu breder sig ud over landets grænser.

Men hvor narkoen tidligere blev handlet i smug, er handlen med stoffer nu lige så åbenlys som salget af solcreme og badedyr. Det ved Nattens Engle, der er en kristen frivillig organisation, som hver nat har 30 medlemmer på gaden, hvor de forsøger at advare teenagere mod de stoffer, der er så lette at få fat i.

Jon Knudsen er leder af Nattens Engle og kender mere til byens handel med narko end de fleste bartendere. »Vi ser tit unge mennesker, der får krampeanfald af de stoffer, de tager, så vi er nødt til at få ambulancer til at hente dem,« siger Jon Knudsen, der også kender til bagmændene.

Rockere, der som store forretningsmænd deler ferielandet mellem sig. Det kan nemlig godt betale sig for Hells Angels og Bandidos at indgå markedsaftaler. Der er masser af penge til begge grupper. Derfor har HA'erne sat sig tungt på den nærliggende ferieby Blokhus, mens Løkken er Bandidos' territorium.

Rockerne er dog kloge nok til ikke selv at sælge narkoen, ligesom de heller ikke går rundt med rygmærker på hovedgaden. I stedet sælger de retten til at handle med stoffer.

»Vi kender til, at HA'erne kræver 50.000 kr. om måneden for at sælge narko, og vi er overbevist om, at Bandidos har den samme pris i Løkken. Det siger noget om, hvor mange stoffer, der bliver solgt, for at det kan løbe rundt.

Rockerne er jo ligeglade med, om en pusher bliver taget af politiet - de kan jo bare sætte en ny ind, der også skal betale 50.000 kr. Selv kan de ikke rammes,« siger Jon Knudsen. Hos Hjørring Politi, der dækker Løkken, kender man ikke til »pusher-prisen« på 50.000 kr.

»Det beløb kan vi ikke dokumentere, men narkoproblemet er og bliver stort i Løkken, og det er svært at gøre noget ved,« siger kriminalassistent Bent Kirkegaard, der er leder af Kriminalpræventiv Afdeling.

Politiet forsøger at holde de blomstrende narkohandler nede ved at have en sommerpatrulje kørende hver eneste aften og nat, og har for nylig holdt møder med forældre til lokale unge, hvor de prøvede at få forældre til at deltage i kampen mod narkoen, ved straks at melde handler med stoffer til politiet.

Men måske er det ikke nok, for norske forældre er allerede så bekymrede, at halvdelen ikke vil lade deres unger tage til Løkken, der altså bliver udskreget som narkohelvede i Norge. En internetafstemning på VG's hjemmeside på afslører, at frygten er håndgribelig nok.