Det var en meget berørt Nanna Skovmand, der mødte op i Københavns Byret mandag ved middagstid, da hun skulle afgive forklaring i en sag om et groft overfald, der skete julenat.

»Træk vejret,« sagde anklager Pia Simon, da Nanna Skovmands stemme knækkede over i Københavns Byret.

Med blanke øjne afgav Nanna Skovmand mandag forklaring i Københavns Byret om det forfærdelige overfald, som hun sammen med sin kæreste Mads Schøllhammer var udsat for julenat sidste år. Med en cykelkæde blev parret gennembanket af flere gerningsmænd.

Det kostede Nanna Skovmand en tand, en flækket læbe, skrammer i baghovedet, flere sår og mærker i ansigtet og ikke mindst psykiske men.

»De første to måneder var jeg slet ikke udenfor en dør,« fortalte Nanna Skovmand i vidneskranken og fortsatte:

»Hver gang jeg skal forbi den her kælderskakt, er jeg sikker på, de står dernede. Jeg er sikker på, at de kommer for at slå os ihjel.«

Nanna Skovmand har fået posttraumatisk stress, har modtaget krisehjælp og har siden overfaldet 25. december gået til fysioterapeut, fordi hun har smerter i ryggen. Derudover har 23-årige Nanna Skovmand ikke været på arbejde, siden overfaldet fandt sted.

For bange til at fortsætte

Retssagen blev mandag afbrudt kort før Nanna Skovmands forklaring, fordi hun var for bange til at tale, hvis de tiltalte var i lokalet.

»Deres tilstedeværelse gør mig meget angst. Jeg er bange for, at jeg ikke kan stykke ordene ordentligt sammen, hvis de sidder derovre. Det er meget, meget angstprovokerende allerede nu. Jeg er bange for, at jeg ikke kan vidne, hvis de er her,« forklarede Nanna Skovmand.

De fire tiltalte på 16, 17, 18 og 19 år blev ført ud af retssalen og ind i et tilstødende lokale. Her kunne de høre, hvad der blev sagt, men ikke ses af Nanna Skovmand.

Kæresten Mads Schøllhammer afgav tidligere på dagen forklaring. Efter de tiltalte ikke længere var til stede i retssalen, blev det Nanna Skovmands tur til at fotælle hendes version af den tragiske oplevelse.

Besvimede af slag

Om overfaldet forklarede Nanna Skovmand:

»De står i en rundkreds og bliver ved med at slå. Mads står og dingler inde i midten af den her rundkreds af drenge, og de bliver ved med at sparke og slå ham, og jeg står ude på sidelinjen og skriger,« fortalte en tydeligt berørt Nanna Skovmand, der var tæt på at græde.

Hun fortalte også, at hun efterfølgende greb ind i overfaldet, fordi hun var bange for, at de var ved at slå hendes kæreste ihjel.

»Jeg tror, de er ved at slå ham ihjel, og jeg tænker, at jeg er nødt til at gribe ind. Og jeg tænker, at det vil have en konsekvens, men jeg ved ikke rigtig i hvilket omfang. Så jeg prøver at bryde den her cirkel, og så er der én, der griber fat i min krave, så jeg falder, og så mærker jeg det første slag med kæden,« fortalte Nanna Skovmand.

Nanna Skovmand husker ikke præcist, hvor mange slag hun fik, men hun genkendte cykelkæden, som blev fundet på gerningsstedet, da den blev vist frem i retssalen.

Som følge af slagene besvimede Nanna Skovmand, og da hun kom til sig selv igen, var gruppen af drenge begyndt at løbe væk fra stedet sammen.

Genkendte en tiltalt

Under retsmødet blev Nanna Skovmand bedt om at kigge på et billede af to personer. Her udpegede hun den ene af personerne på billedet, som er én af de tiltalte i sagen, til at have medvirket i overfaldet. Den anden person på billedet kunne hun også genkende, men hun er ikke sikker på, om han deltog i overfaldet.

De tiltalte unge mænd nægter sig alle skyldige, men er alle enige om, at de opholdte sig i netop det område og i tidsrummet, hvor de voldsomme hændelser fandt sted.

På et tidligere retsmøde forklarede én af de tiltalte tillige, at han faktisk forsøgte at afværge overfaldet. På dagens retsmøde forklarede Nanna Skovmand, at der var én, der forsøgte at holde de øvrige gerningsmænd tilbage.

Retssagen begyndte torsdag den 16. april, hvor der blev nedlagt navneforbud af sagens tiltalte. Der forventes at falde dom i sagen den 4. juni 2015.