Voldtægtsdømte er i stor stil kriminelle gengangere.

Ud af 95 voldtægtsdomme fra byretten i en halvandet år lang periode er 42 procent af gerningspersonerne tidligere dømt for en eller anden form for kriminalitet. Det viser en gennemgang af byretsdomme foretaget af B.T. i forbindelse med artikelserien #Voldtaget.

»Det er alvorligt, og det understreger vigtigheden af, at alle, der har mulighed for at få antallet af voldtægter og forsøg på voldtægt bragt ned, skal samarbejde om det. Vi har stillet en hel række spørgsmål til Justitsministeren på baggrund af jeres artikelserie, der går på hele håndteringen af spørgsmålet om voldtægt. Det kommer vi til at se på til efteråret,« siger retsordfører Morten Bødskov fra Socialdemokratiet om tallene.

Det fremgår også af B.T.s gennemgang af byretsdomme fra perioden januar 2016 til maj 2017, at omkring hver fjerde gerningsperson, der er dømt for voldtægt, forsøg på voldtægt eller andet seksuelt forhold end samleje, har en dom for personfarlig kriminalitet (vold, røveri, seksuelle overgreb mv.).

Analytiker Jon Elbek Lund fra Det Kriminalpræventive Råd mener, at tallene er en klar indikation på, at man bør fokusere på at finde frem til gerningspersonerne, længe før de har begået deres seksuelle overgreb.

»Det handler om, at man sætter ind tidligt. Det handler om ens vilkår i ens opvækst. Har du en god skoletilknytning, hvilken opdragelsesstil har forældrene og så videre,« siger Jon Elbek Lund.

Lars Bjerggaard, der arbejder som psykolog, specialist og supervisor i psykopatologi på Retspsykiatrisk Afdeling R i Risskov, finder det også interessant, at mindst 15 procent gerningspersonerne i B.T.s undersøgelse, der begår kontaktvoldtægt, også har domme for personfarlig kriminalitet og er yngre mænd (mellem 21-26 år gamle).

»Den umiddelbare forventning vil være, at gerningsmænd, der begår kontaktvoldtægter, ikke er involveret i anden form for kriminalitet. Når det imidlertid forholder sig sådan i cirka 15 procent af tilfældene, er det tankevækkende, da det indikerer, at den grænseoverskridende adfærd derved også ses på andre planer end i deres omgang med kvinder, og at voldtægten derved er udtryk for en mere generel grænseoverskridende adfærd, der også kan inkludere vold, eller udgøre en del af en mere generaliseret kriminel livsstil,« siger han og fortsætter:

»Ved kontaktvoldtægter er der en vis chance for, at der er tale om dårlig kommunikation og uafpassede forventninger mellem unge mennesker, snarere end at det er udtryk for en person, der er disponeret for at voldtage. Hvis voldtægtsmanden imidlertid er dømt for anden kriminalitet, udgør det imidlertid en advarselslampe.«

Morten Bødskov vil have undersøgt, om der kan gøres mere for at bryde de kriminelle mønstre.

»Det er klart, at vi skal have færre ofre for kriminalitet herunder voldtægt. Så tidlig og effektiv forebyggelse er helt afgørende. Det kan godt være, vi skal prøve at se på, om der er noget forskning, som vi ikke har været opmærksomme på, og om der er sammenhænge i de kriminelles mønstre, som vi ikke har været opmærksomme på,« konstaterer han.

Se alle sagerne i det interaktive Danmarkskort. Du kan klikke rundt i de forskellige domme og blive klogere på, hvem der begår voldtægter i Danmark. Ser du kortet på din smartphone, så kan du scrolle, når du har en boks åben, ved at køre fingeren op og ned udenfor boksens kant.