Dommere i Sønderborg og Nykøbing Falster varetægtsfængsler to mænd for vanvidskørsel.

De nye regler om såkaldt vanvidskørsel har betydet, at flere end 50 biler indtil nu er blevet beslaglagt.

I 28 ud af 53 tilfælde er køretøjet ejet af en anden end den bilist, der har siddet bag rattet og kørt vildt og farligt. Det viser tal fra Rigspolitiet.

Lovændringen har virket siden 31. marts. Og erfaringen er altså, at ganske mange bilejere må døje med konsekvensen af, hvad andre har gjort ude i trafikken.

Beslaglæggelsen sker straks og er et foreløbigt indgreb. Først ved en dom afgøres det, om ejeren endegyldigt må sige farvel til sin bil ved en konfiskation.

Stramningen fik en del advarsler med på vejen, da Folketinget forberedte loven.

For eksempel kaldte Landsforeningen af Forsvarsadvokater det "stærkt betænkeligt", at uskyldige rammes. Måske kan det være i strid med menneskerettighedskonventionen, lød det.

I en af de nyeste sager om vanvidskørsel har Syd- og Sønderjyllands Politi dog endnu ikke afklaret ejerforholdet.

En 30-årig mand fra Haderslev, der kørte i en VW Passat, udsatte flere andre for livsfare under en biljagt, som blev indledt tirsdag morgen i Haderslev. Med cirka 140 kilometer i timen kørte han gennem bymæssig bebyggelse i Hoptrup, mener politiet.

Tre patruljevogne deltog i jagten, hvor manden - ifølge politiet - også påkørte et par af dem.

I et grundlovsforhør onsdag har en dommer i Retten i Sønderborg besluttet at varetægtsfængsle bilisten i fire uger. Han nægtede sig skyldig, men ville i øvrigt ikke udtale sig.

En af betingelserne for at leve op til begrebet vanvidskørsel er, at man overskrider hastigheden med 100 procent.

Også Retten i Nykøbing Falster vurderede onsdag, at der var grund til at varetægtsfængsle en bilist.

Det er en 21-årig mand, der ifølge politiet tirsdag aften kørte hasarderet under politiets forsøg på at stoppe ham ved Maribo på Lolland.

Også her er der angiveligt tale om vanvidskørsel. Denne gang i en VW Polo.

Dommeren i grundlovsforhøret besluttede, at han skal sidde varetægtsfængslet i de næste to uger.

I Rådet for Sikker Trafik er man overrasket over de mange beslaglæggelser, skriver Jyllands-Posten, som onsdag fortæller om, at en ung mand kørte 208 kilometer i timen på en vestjysk landevej, hvor 80 er den højst tilladte hastighed.

- Det er nogle vilde tal, og at køre 208 km/t på en landevej er i sig selv helt vanvittigt, siger rådets direktør, Mogens Kjærgaard Møller, til Jyllands-Posten.

/ritzau/