Nettet strammes nu yderligere mod en kvindelig, dansk tv-kendis.

Hun har siden 11. september siddet varetægtsfængslet i al hemmelighed i en mørklagt kriminalsag.

I et retsmøde fredag, hvor B.T. var til stede i den åbne del af retsmødet, har en dommer afsagt kendelse om, at fængslingen af tv-kendissen forlænges i yderligere fire uger.

Sigtelsen mod den kendte kvinde handler især om, at hun to gange i henholdsvis februar og august i år har bestilt et regulært tæskehold til at overfalde sin ekskæreste i hans hjem.

Tv-kendissen har siddet varetægtsfængslet siden 11. september – sigtet for medvirken til vold, røveri, ulovlig indtrængen og trusler. Hun nægter sig skyldig. Arkivfoto.
Tv-kendissen har siddet varetægtsfængslet siden 11. september – sigtet for medvirken til vold, røveri, ulovlig indtrængen og trusler. Hun nægter sig skyldig. Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Hun er sigtet for medvirken til både voldeligt overfald og hjemmerøveri.

Motivet skulle ifølge B.T.s oplysninger angiveligt være, at hun frygtede, ekskæresten lå inde med afslørende billeder af hende og lydoptagelser af deres seksuelle samvær.

Hvilket den 47-årige ekskæreste over for B.T. på det kraftigste nægter, at han gør eller har gjort.

Men ikke nok med at den sigtede kvinde fortsat skal sidde fængslet, hvilket i sig selv understreger, at der er tale om en alvorlig kriminalsag.

Et nært familiemedlem til hende er tidligere denne uge også blevet anholdt og fremstillet i grundlovsforhør i samme hemmelige sag.

Anklageren bekræfter over for B.T., at familiemedlemmet har erkendt, at han i begge tilfælde har været blandt de tre-fire personer, som iført maskering og i forening har overfaldet kvindens ekskæreste med flere knytnæveslag i ansigtet, slået hans nye kæreste i hovedet med knytnæveslag samt begået hjemmerøveri mod den 47-årige.

En 47-årig ekskæreste til tv-kendissen er to gange blevet overfaldet i sit hjem af maskerede gerningsmænd. Ifølge politiets sigtelse stod hun bag. Modelfoto.
En 47-årig ekskæreste til tv-kendissen er to gange blevet overfaldet i sit hjem af maskerede gerningsmænd. Ifølge politiets sigtelse stod hun bag. Modelfoto. Foto: THOMAS SJØRUP
Vis mere

Røveriet fandt sted, da det maskerede tæskehold midt om natten klokken 02.15 den 15. februar trængte ind i ekskærestens hus og helt ind i soveværelset, hvor de vækkede ham med vold og truede med at slå ham ihjel, hvis han anmeldte overfaldet eller ikke makkede ret.

Samtidig blev den 47-årige mand truet med, at gerningsmændene ville vende tilbage, hvis han sagde noget om overfaldet til politiet eller andre udenforstående.

Overfaldet bar præg af et hjemmerøveri, da overfaldsmændene truede offeret, forsøgte at få ham til at fortælle, hvor han gemte penge, samt til sidst forsvandt med hans computer og NemID.

Inden de forlod huset, smed de hans iPad, iPhone, router og bilnøgle i et fyldt badekar. Formentlig både for at forhindre ham i at slå alarm og for at forsøge at ødelægge eventuelt kompromitterende indhold på enhederne.

Tæskeholdet druknede blandt andet både offerets iPhone og iPad ved det første overfald på tv-kendissens ekskæreste. Modelfoto.
Tæskeholdet druknede blandt andet både offerets iPhone og iPad ved det første overfald på tv-kendissens ekskæreste. Modelfoto. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Ved det andet voldelige overfald mod den kendte kvindes ekskæreste, som skete 28. august kort før midnat, var både ekskæresten og hans nye kæreste så ilde tilredt, at de bagefter måtte en tur på skadestuen.

Ved fredagens retsmøde var den sigtede tv-kendis med på et videolink fra arresten. En midlertidig adresse, hvor hun altså fortsat skal opholde sig i indtil videre fire uger mere.

Klædt i en løs, hvid skjorte og sorte bukser fulgte hun tavst og med en tung og trist mine retshandlingen og lod sin forsvarer føre ordet. I al fald indtil det tidspunkt, hvor dørene blev lukket for offentligheden.

B.T. protesterede over dels fortsat lukkede døre i sagen, dels over navneforbuddet for tv-kendissen.

Efter 10 minutters overvejelse afsagde dommeren kendelse om at opretholde både dørlukning og navneforbud.

Forinden begrundede anklageren sin fortsatte begæring om dørlukning sådan:

»Vi er kommet et betydeligt skridt videre i efterforskningen. Men vi har ikke styr på alle løse ender. Det er en alvorlig sag, som vi endnu ikke har færdigefterforsket. Der er mistænkte, som vi endnu ikke har afhørt,« sagde han.

Navneforbuddet for tv-kendissen betyder, at B.T. ikke kan give mere konkrete detaljer om hendes person, karriere eller geografiske oplysninger, da det vil være strafbart at give oplysninger, som tilsammen kan afsløre hendes identitet.