En mand, der i byretten er blevet kendt skyldig i at have voldtaget en journalistpraktikant, afgav med let rystende hænder endnu engang sin forklaring torsdag morgen. Denne gang i landsretten.

»Jeg er blevet brugt som en fortrydelsespille. Hun er sikkert blevet flov overfor de andre,« fortæller manden, der hele tiden har nægtet sig skyldig i anklagen.

Derfor ankede han også dommen, da han i august sidste år blev idømt en straf på et år og to måneders fængsel i byretten i Helsingør, der altså fandt ham skyldig i at have voldtaget en journalistpraktikant på en studietur til Polen.

Torsdag blev ankesagen indledt ved Østre Landsret, hvor manden genfortalte sin forklaring af forløbet.

På studieturen, hvor voldtægten angiveligt har fundet sted, skulle manden fungere som guide for et hold journalistpraktikanter – og give de studerende »en fantastisk oplevelse«, som han beskriver det i landsretten.

I stedet endte studieturen angiveligt i et sandt mareridt for en af journalistpraktikanterne, der anmeldte manden for at havde voldtaget hende to gange efter en bytur den første aften.

Men den forklaring afviste manden pure i både byretten – og senest torsdag formiddag i landsretten.

»Vi prøvede lidt sjuskeri, men der skete ikke noget. Jeg benægter samleje, det kan jeg slet ikke,« forklarer manden med et let grin.

Manden har kategorisk erklæret, at han er impotent – og derfor slet ikke ville have været i stand til at voldtage kvinden.

En påstand et af sagens vidner, som er praktiserende læge, dokumenterede i byretten – men fordi manden og lægen er bekendte, argumenterede anklageren for, at lægeerklæringen var en såkaldt vennetjeneste.

Også en kvinde vidnede for mandens impotens i byretten. Hun havde forsøgt samleje med manden to gange, men uden held, forklarede hun.

»Jeg kan ikke gennemføre samleje, det har jeg ikke kunnet i 15 år. Jeg har ikke opsøgt det – jeg vil hellere lave andre ting,« fortæller manden om sin impotens i landsretten.

Manden erkender, at der havde været anden seksuel kontakt end samleje mellem ham og journalistpraktikanten på studieturen – men, at det ikke var ham, der tog initiativet.

»Jeg prøvede at gå flere gange. Hun kyssede mig, og førte mit hoved ned mellem sine ben. Jeg rørte rundtomkring, ligesom hun rørte på mig. Jeg var den største idiot ved ikke at stoppe det,« forklarer han.

Vi ved ikke konkret, hvad journalistpraktikanten har fortalt i byretten, da kvindens forklaring foregik bag lukkede døre – men i landsretten gjorde anklageren det klart, at kvindens forklaring på ingen måder stemmer overens med mandens.

Anklageren fortæller blandt andet, at kvinden havde været i choktilstand og ude af sin egen krop, mens hun blev voldtaget to gange af manden på studieturen.

Manden lægger i landsretten ikke skjul på, at han mener, at både den nye samtykkelov, der trådte i kraft januar 2021, og muligheden for at ofre for voldtægt kan få erstatning, har været en drivkraft for kvinden.

»Jeg tror, hun har gjort det her for at tjene penge. Jeg kan ikke se andre årsager til det,« siger han.

Sagen fortsætter mandag, hvor manden går efter fuld frifindelse. Anklageren går derimod efter en strengere straf på to år.