Det endte helt galt, da en 40-årig mand søndag morgen valgte at handle ind i Rema 1000 i Sunds ved Herning – uden at bruge mundbind.

Det skriver TV Midtvest.

Da en ansat påtalte det manglende mundbind, blev den 40-årige tilsyneladende så rasende, at han valgte at spytte den ansatte i ansigtet, fortæller vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Allan Riis til lokalmediet.

Da politiet senere opsøgte manden i hans bopæl, endte det i håndgemæng, hvor den 40-årige formåede at fravriste en af betjentenes politistav.

Derefter slog han begge betjente i hovedet med den.

»Mine kolleger valgte herefter at trække sig og tilkalde forstærkning. Da de øvrige patruljer frem, foregik anholdelsen uden yderligere dramatik,« fortæller vagtchefen til TV Midtvest.

Begge betjente bliver nu tilset på skadestuen.

Den 40-årige kan se frem til at blive fremstillet i grundlovsforhør.