Det er svært at få til at sive ind.

At den stille dreng, der er vokset op ovre i det røde murstenshus bag hvidt stakit, nu sidder fængslet for drab og masseskyderi.

»Det var en dreng, der virkede, som om han ikke kunne finde på sådan noget. Slet ikke. Han hilste altid pænt, når man mødte ham ude på vejen. Det kommer bag på mig,« siger en nabo gennem mange år.

Den 22-årige mistænkte for skyderiet i Field´s er opvokset på en stille villavej i Københavnsområdet med sine forældre og sin bror.

De boede bag det hvide stakit indtil for et halvt år siden, hvor huset blev solgt.

»Det kommer som et chok, at de har boet lige ovre på den anden side,« siger naboen til B.T.

Gennem årene har familien udadtil lignet en helt almindelig kernefamilie.

»Det var nogle forældre, der kørte på arbejde, og når man mødte dem, hilste de pænt, og der var ingenting. Der var ikke noget mærkeligt at se. De levede som en ganske normal familie,« siger naboen.

På sociale medier tegner stribevis af billeder, som B.T. har gennemgået, også et billede af en glad familie på villavejen.

På et af billederne sidder faren og de to sønner ved spisebordet og smiler ind i kameraet. Der står drømmekage, cookies, kaffe og mandariner foran dem på bordet.

På et andet billede laver far og søn arbejde i haven. Sønnen står bøjet i pink clogssko og roder under grønne planter.

På villavejen fortæller en anden nabo til B.T., at hun kan huske, at den mistænktes mor en gang var ude at samle ind til folk, der havde det svært.

Men hun så ikke meget til den 22-årige, som ifølge flere naboer holdt sig meget for sig selv.

»Han er sådan en, jeg ikke rigtig har lagt mærke til. Jeg kan godt huske, at der boede en dreng, men det var næsten aldrig en, jeg så,« siger hun.

Til Jyllands-Posten fortæller en nabo, at forældrene var gode forældre, og at det »er ikke deres skyld«. Forældrene havde fortalt naboen, at sønnen havde nogle diagnoser.

En anden nabo beskriver sønnen som speciel.

»Vi vidste jo godt alle sammen, at han ikke var som de andre børn. Man kunne godt mærke, han var lidt …«, siger naboen til Jyllands-Posten.

»Det er lidt grimt at sige, men han var mærkelig. Han var en sky knægt, der holdt sig for sig selv. Vi så ham nærmest kun, når han gik på tanken for at hente sin sodavand. Og han hilste kun med et lille nik, når man sagde hej,« siger han videre.

I dag bor familien ikke længere sammen på den rolige villavej. Moren og faren er skilt, og huset er solgt.

Ifølge B.T.s oplysninger bor moren nu i et sommerhus på en lille ø, mens faren og den mistænkte bor i et lejlighedskompleks i Københavnsområdet.

Den 22-årige er varetægtsfængslet i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling i foreløbig 24 dage. Politiet har oplyst, at han var kendt af psykiatrien.

Der er nedlagt navneforbud i sagen, og derfor kan B.T. ikke oplyse navnene på de tidligere naboer eller detaljeret beskrive, hvor den mistænkte er vokset op, da det kan være med til at identificere ham. B.T. er bekendt med naboernes identiteter.