»Det er meningsløst.«

Sådan beskriver en nabo det, der skete på Louisevej i Roskilde fredag aften.

Ved du noget om sagen. Så skriv til 1929@bt.dk.

Pludselig blev nabolaget forandret til et gerningssted, hvor det vrimlede med ambulancer, politibiler og sågar en helikopter, lyder det videre.

Politiets afspærring bredte sig nær adressen, hvor en 16-dreng fra Himmelev Gymnasium var blevet ramt af flere knivstik med døden til følge.

En 16-årig dreng er blevet varetægtsfængslet i sagen og mistænkt for drabet. 

Både offeret og den formodede gerningsmand er af anden etnisk herkomst end dansk. 

Lørdag formiddag fortæller flere naboer fra området, der alle har ønsket at være anonyme, til B.T., at de er rystede over drabet. 

Imens kommer en ung, lyshåret pige forbi. Hun græder, da hun sætter sig på hug for at sørge foran blomsterne ved gerningsstedet. 

Man er ikke i tvivl om, at der er sket noget forfærdeligt. 

Den oplevelse havde flere af naboerne også, da baghaven pludselig var fuld af afspærring og massivt politiopbud. 

»Vi kunne hurtigt mærke, noget var galt,« understreger flere af naboerne.

Der bliver samtidig tilføjet, at området ved Louisevej længe har været præget af problemer, blandt andet fra narkotikasalg. 

En af naboerne pointerer sågar, at vedkommende ikke er »overrasket over, at noget alvorligt er sket«, da stoffer fylder på gader, og fester »ofte stikker af«.

De videre omstændigheder for drabet er endnu ikke klargjort, men Midt- og Vestsjællands Politi har til B.T. udtalt:

»Der er tale om et internt opgør mellem to unge mennesker, der eskalerer fuldstændig,« lyder det fra vicepolitiinspektør, Michael Sehested. 

Lørdag har Retten i Roskilde varetægtsfængslet den 16-årige frem til 10. oktober. Det sker, fordi der er begrundet mistanke om, at han er skyldig i manddrab.

Han fængsles i surrogat, da han er under 18 år.

Dommeren begrunder blandt andet varetægtsfængslingen med, at det ikke kan udelukkes, at der er tale om et opgør mellem nogle grupperinger.

Foran retten opstod der voldsom tumult, der kan du læse mere om HER