Tager man en gåtur rundt i Skelagergården i Aalborg, finder man hurtigt ud af, hvorfor naboerne går stille med dørene – og vandrer rundt med triste miner.

I hvert fald hvis man kommer ind gennem gårdens venstre hjørne fra neden.

Det er her, der hele dagen er blevet lagt blomster og tændt lys af venner, bekendte og naboer.

Det var her, den 41-årige kvinde blev skuddræbt fredag aften.

Naboer til den afdøde kvinde lægger blomster.
Naboer til den afdøde kvinde lægger blomster. Foto: Sebastian Døssing
Vis mere

»Det er så forfærdeligt. Jeg kendte hende ikke engang, men jeg måtte bare komme og lægge en buket blomster. Simpelthen for at ære hende,« fortæller en af naboerne, som B.T.s reporter taler med foran gerningsstedet.

Længere henne møder B.T. en anden nabo, en ældre kvinde, som står og skuer hen på gerningsstedet fra sin altan.

Hun var i gang med at lave aftensmad, da hun ud af det blå hørte 'en masse råben og tumult' ude foran sin altandør.

Men ifølge hende stod det hurtigt klart, at det, hun havde hørt, var alvorligt.

»Det væltede bare ind i gården med politi, ambulance og læger. Jeg har aldrig set noget lignende.«

»Så kunne jeg se, at de var i gang med omfattende førstehjælp. Det var uhyggeligt,« lyder det fra kvinden.

Siden fredag har politiet haft tryghedsskabende patruljering i og omkring Skelagergården. To betjente går også forbi flere gange og nikker bedrøvede til de naboer, der er mødt op for at tage afsked til den dræbte.

Nordjyllands Politi har lørdag eftermiddag bekræftet over for B.T., at to børn var vidne til, at den 41-årige kvinde, som ifølge flere naboer kommer fra Ungarn, blev skuddræbt.

Blomster, lys og beskeder lagt til ære for den dræbte.
Blomster, lys og beskeder lagt til ære for den dræbte. Foto: Sebastian Døssing
Vis mere

Det er også et samtaleemne blandt flere af naboerne, der 'tænker og håber på det bedste for børnene'. Noget af snakken går også på, at flere naboer sad udenfor på deres altaner, da kvinden blev skuddræbt.

Politiet har dog hverken be- eller afkræftet, at børnene havde en relation til den 41-årige kvinde – eller den 52-årige mand, som har erklæret sig skyldig i drabet.

Den 41-årig kvinde blev fredag aften kl. 18.15. Hun døde kort tid senere efter at være blevet hastet til hospitalet.

Det var en 52-årig mand, der affyrede pistolen. Det erkendte han lørdag i Retten ved Aalborg. Dele af forhøret foregik bag lukkede døre, og pressen fik derfor ikke mulighed for at høre politiets beviser mod den 52-årige.

Han er nu varetægtsfængslet frem til 5. oktober.

Politiet er fortsat til stede på gerningsstedet for at skabe tryghed blandt beboerne. Desuden pågår efterforskningsarbejdet.