Naboer i chok over brutalt knivdrab i pænt villakvarter.

Torsdag blev en 58-årig mand fundet død i sin villa i Erritsø ved Fredericia. Politiet efterforskede først sagen som et mistænkeligt dødsfald, og fredag stod det klart, at han var blevet brutalt myrdet med adskillige knivstik.

Drabet skete i et af Fredericias pænere kvarterer, og her er naboerne i chok:

»Det er et stille og roligt område, hvor alle kommer hinanden ved. Man snakker over hækken og siger hej, når man ser hinanden. Det var aldrig noget, vi tænkte, der kunne ske her,« siger en nabo, som stadig er rystet over den forfærdelige hændelse.

Den 58-åriges villa ligger på det lukkede vejsystem Ekkodalen, et roligt villakvarter kun få minutters gang fra en strand med udsigt til Den Nye Lillebæltsbro.

Men torsdag morgen var kvarteret forvandlet til noget, der lignede en krigszone.

Naboerne på vejen fortæller, at politiet mødte talstærkt op og fik støtte af både Beredskabet og Hjemmeværnet.

»Det var som at se en amerikansk film. Det var virkelig voldsomt,« fortæller en nabo.

Politiet ankom ved otte-tiden torsdag morgen. De spærrede hele området af og bad områdets beboere oplyse navn og cpr-nummer, når de forlod vejsystemet.

En nabo fortæller, at politiet patruljerede området med hunde og gennemrodede alle skraldespande i området. Samtidig arbejdede politiets teknikere på at fastslå, om der var tale om et drab.

Torsdag aften anholdt politiet en 49-årig kvinde og en 51-årig mand, der begge kendte offeret.

Kvinden blev løsladt igen, men den 51-årige blev fredag fremstillet i et lukket grundlovsforhør.

Ifølge sigtelsen, der blev læst op, dræbte han offeret med adskillige knivstik i bryst- og maveregionen.

Det brutale knivdrab kommer som et chok for naboerne, der hver dag hilste på den 58-årige.

»Det er dybt tragisk. Han var stille og rolig. Ikke en person, der gjorde det store væsen af sig. Da jeg hørte, hvem det var, tænkte jeg: 'Det er da løgn',« siger en kvindelig nabo.

Den 51-årige drabssigtede mand nægter sig skyldig. Han er blevet varetægtsfængslet i fire uger.