Der lød pludselig en tumultarisk larm ude fra en opgang på Moselgade på Amager tidligere onsdag ved middagstid.

Først var det lyden af et højlydt skænderi, og herefter udviklede det sig til lyden af det, der viste sig at være en række skud.

Sådan forklarer en anonym borger, der bor i den opgang, hvor en betjent tidligere i dag blev stukket ned med kniv.

Og hvor en mandlig beboer blev skuddræbt af politiet.

Borgeren, som B.T. har talt med, er en blind ældre mand, der tidligere på dagen altså pludselig hørte tumult ude fra opgangen.

»Jeg hørte noget, der lød som et skænderi, og så lød det også, som om der var nogen, der faldt ned fra trappen. Herefter kom der nogle skud, men jeg kan ikke huske hvor mange,« fortæller beboeren til B.T.

Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv på 1929@bt.dk.

Den ældre mand fik efterfølgende besøg af politiet, der kort fortalte om, hvad der var sket i opgangen.

Herefter lød det fra ordensmagten, at manden ikke må bevæge sig ud fra lejligheden de næste fem til seks timer.

B.T. har også talt med en anden beboer i opgangen; overboen til den nu afdøde mand.

Den kvindelige overbo fortæller, at hun ikke selv er hjemme i lejligheden – men det er hendes forlovede, som hun har haft i røret flere gange siden episoden.

»Min forlovede hørte skuddene. Han er meget påvirket lige nu,« siger hun.

Ligesom den blinde ældre mand, har hendes forlovede fået at vide, at han ikke må forlade lejligheden de næste fem-seks timer. Kvinden må heller ikke tage hjem i samme tidsrum.

»Jeg er i gang med at finde ud af, hvad jeg gør indtil da,« siger hun.