Restauranten Hotel Julsø, der ligger ved foden af Himmelbjerget i Ry, er fredag morgen ved at brænde ned til grunden.

»Det er forfærdeligt. Både for Kristina og Pasquale (Restaurantens ejere, red.), men også for Hotel Julsøs historie,« siger Henrik Jørgensen, der er en af de nærmeste naboer til Hotel Julsø.

Henrik Jørgensen ejer Hotel Himmelbjerget og kender ejerne af Hotel Julsø, Kristina og Pesquala Ceravelo.

Og Hotel Julsøs historie ligger ham meget nært. Den går nemlig langt tilbage.

Hotel Julsø er 150 år gammelt og var det første, der blev bygget omkring himmelbjerget.

En attraktion med stor historisk betydning ifølge Henrik Jørgensen.

»Der er meget historie gemt i stedet. Det var en fantastisk restaurant. En gammel restaurant. Det ældste sted her. Det er synd, at en sådan attraktion brænder ned.«

Henrik Jørgensen mener nemlig, det er godt for et turistmål som Himmelbjerget, at der er forskellige attraktioner tæt på.

»Det er vigtigt med tilhørende attraktioner. Hotel Julsø har trukket mange kunder hertil. Jo flere vi er på stedet, jo bedre.«

Men Henrik Jørgensen føler bestemt også med Kristina og Pasquale Ceravolo, der ejer det snart nedbrændte Hotel Julsø.

»Hvis de har brug for nogen form for hjælp, står vi selvfølgelig til rådighed. Jeg har tænkt mig, at tage kontakt til dem en af de nærmeste dage. Men lige nu, tror jeg lige, de skal sunde sig.«

Restauranten Hotel Julsø står nemlig ikke til at redde, da det er en gammel træbygning. Men ingen mennesker er kommet til skade under branden.