Det ellers rolige og mondæne villaområde langs Rungsted Strandvej blev lørdag skueplads for et dramatisk skudopgør.

Da de første skud faldt klokken 18.03, fik Ebbe Talleruphuus og hans kone også næsten hvidvinen galt i halsen, mens de sad i deres have et stenkast derfra.

»Vi sad ude på terrassen og drak lidt vin, mens solen stadig skinnede. Pludselig lyder der to skud, og vi kigger på hinanden. Min kone siger så: 'Det er skydevåben'.«

Kort efter blev yderligere tre skud affyret nede fra Strandvejen. Fra sin baghave kunne Ebbe Talleruphuus ikke se, hvor skuddene kom fra. Men han kunne høre reaktionerne.

»Jeg kunne høre, hvordan de råbte og skreg. Jeg forstod ikke, hvad de sagde, for det var absolut ikke på dansk, men de råbte højt i lang tid,« fortæller han.

Tanken strejfede ham, at gerningsmændene måske ville flygte gennem villakvarteret og ind i parrets have.

Det var dog ikke nok til at skræmme den pensionerede orlovskaptajn.

»Vi blev enige om roligt at blive siddende med vores hvidvin, da politiet nok ville komme farende inden længe.«

Rigtig nok ankom et massivt politiopbud kort efter, som afspærrede området med tungt bevæbnede indsatsstyrker. På holdepladsen langs Rungsted Strandvej mødte politiet et 'kaotisk gerningssted' med en skuddræbt 20-årig mand og adskillige sårede.

En var ramt af knivstik og andre påkørt af et køretøj. Søndag er politiets teori, at skudepisoden skyldes et opgør mellem to lokale bandegrupperinger.

Lignende hændelser finder drypvis sted i København og i kriminalitetsplagede kommuner, men i Rungsted er den slags ikke hverdagskost.

»Der er aldrig sket noget som det før. Vi har aldrig været i nærheden af den slags. Rungsted er et fredeligt sted,« siger Ebbe Talleruphuus.

Længere nede ad sidevejene langs Rungsted Strandvej lyder samme udmelding fra flere naboer.

»Det er en engangsforestilling og formentlig helt tilfældigt, at de mødte hinanden lige her,« siger Britta Marie Engquist Koch.

»Det er bestemt ikke noget, som jeg havde forventet her. Strandvejen er et yndet sted at køre køre i fine biler med høj fart, og det er det eneste, som vi normalt er generet af,« lyder det fra Judy Mikkelsen.

For at berolige lokalområdet og sikre ro og orden har Nordsjællands Politi intensiveret patruljeringen i kommunen og placeret en mobil politistation ved Rungsted Havn, hvor borgere kan henvende sig med spørgsmål eller bekymringer.

I løbet af aftenen og natten foretog Nordsjællands Politi i alt 22 anholdelser forskellige steder på Sjælland. Seks personer er stadig anholdt og forventes fremstillet i grundlovsforhør søndag.