Naboen til den nu anholdte finansmand blev vækket, da escortpige søndag morgen ville bryde ud gennem den anholdtes kældervindue.

Klirrr! Tidlig søndag morgen blev en villavej i whiskybæltet brat vækket af en smadret rude. Paniske pigeskrig skar derefter gennem martskulden.

En escortpige forsøgte at flygte ud gennem et kældervindue efter at være tilbageholdt og udsat for sadistisk mishandlling af en af dansk erhvervslivs absolutte topfigurer. Naboparret blev vækket fra drømmeland, da pigen flygtede ud på vejen.

 - Min kone så det fra et vindue, siger naboen, der klokken halvsyv gik ud på vejen. Han var vækket 30 minutter før.

Hørte skrig og gråd

 - Først troede jeg blot, at det var lyde fra en fest – men så hørte jeg den smadrede rude, tydelige pigehyl og gråd. Og kunne bare ikke sove videre, siger naboen, der arbejder som lektor i København.

 - Da jeg endeligt kom ud, var der allerede flere fra vejen og en fuldstændig rystet pige med armen smurt ind i blod. Kort efter kom politiet kørende med hele arsenalet – altså både betjente og flere teknikervogne, siger han.

Alt så normalt ud

 - Vi har været naboer i adskillige år, uden jeg anede, at noget var galt. Han har jo også kone og to større børn, der, så vidt jeg ved, var i Frankrig på ferie, da det skete.

 - Pigen stod udenfor og talte usammenhængende og fortalte, hvordan hun var kommet som escortpige til det, hun troede var en sød mand. Det var han ikke. Blandt andet blev hun behandlet som en hund i snor på gulvet. Hun var rystet og bad os få fat i hendes kæreste, siger lektoren

Politiet måtte bruge en time for at komme ind til rigmanden, der havde forskanset sig og ikke ville komme ud. Til sidst blev han ført bort.

 - Jeg er da godt klar over, at der også sker ting heroppe i Nordsjælland. Men nu må det gerne blive fredeligt igen her på vejen, siger naboen.