Kort før en 43-årig mand forsvandt sporløst og nu formodes at være blevet dræbt, var han blevet gennembanket i sit hjem.

Henrik Jørgensen, der er nabo til ham, fandt ham blødende.

»Jeg var på vej hjem fra at handle. Jeg kommer gående og kan se, at hoveddøren står på vid gab. Jeg går hen og råber 'hallooo'. Jeg kan se, at døren ovenpå også står åben. Jeg går op og banker på,« fortæller Henrik Jørgensen til B.T.

Den 43-årige mand fra Kolding har været efterlyst siden midten af maj. Ifølge politiet blev han sidst set mandag 2. maj.

Torsdag har politiet fundet et nedgravet lig, som formodes at være den 43-årige.

Henrik Jørgensen fandt den 43-årige gennembanket, et par dage før han forsvandt i begyndelsen af maj.

»Jeg finder ham inde i hans stue. Han har blod i hele ansigtet og et stort blåt øje. Han er blevet gennemtæsket,« fortæller Henrik.

Henrik Jørgensen er ikke hundrede procent sikker på datoen, men han mener, at det var søndag 1. maj.

Han er til gengæld helt sikker på, at det var om aftenen, fordi det var i forbindelse med, at supermarkedet lukkede klokken 21.

Den blødende mand ville ikke have hans hjælp. Han ville ikke involvere politiet eller på skadestuen eller fortælle, hvad det handlede om, fortæller Henrik Jørgensen.

»Han ville bare være i fred. Jeg skulle ikke kontakte nogen,« siger han.

Den 43-årige delte også selv et billede af overfaldet på sin Facebook-profil. På billedet har han et stort mørkelilla øje, en flænge ved øjenbrynet og ved næsen, og hans ene side af ansigtet er hævet og hænger lidt.

Han delte billedet 2. maj sidst på eftermiddagen og skrev, at han var blevet overfaldet i sit hjem »uden grund«.

Samme aften blev han set ved 23-tiden få hundrede meter fra sit hjem, og siden har ingen set ham. Ud over en eller flere gerningsmænd.

Det er uvist, om overfaldet har nogen relation til hans formodede død. Politiet ønsker ikke at kommentere, om det indgår i efterforskningen.

»Men alt indgår i efterforskningen i en drabssag,« lyder det fra vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.

Henrik Jørgensen kan være en af de sidste, der har set den 43-årige i live.

»Jeg sidder og er lidt chokeret,« siger han.

Henrik Jørgensen var ikke venner med den 43-årige, men de hilste, når de mødte hinanden på gaden.

»Han var stille og rolig og smilende. Meget behagelig at snakke med,« siger han.

Den 43-åriges pårørende er underrettet. Tre personer med relation til ham er anholdt og sigtet for drab. De fremstilles i grundlovsforhør torsdag klokken 14.