Det kan være et øjebliks sindssyge, det kan være en mand, der ikke føler, at han slår til, eller det kan være et vanvittigt anfald af jalousi.

Disse tre årsager giver Jørn Beckmann, der er professor i psykologi ved New York University, til, hvad der kan få en mand til at gå amok, skyde kone og børn for til sidst at tage sit eget liv.

»Vi ser nogle gange, at mænd, der ikke føler, de slår til, føler sig så skamfulde, at de kun ser en udvej - nemlig at tage familien med sig i døden,« forklarer Jørn Beckmann.

Problemerne kan være økonomiske, eller det kan skyldes, at de har for store krav til sig selv. Derudover er der en stor dræber i den slags familietragedier - jalousi.

»Jalousi er en dræbende følelse, hjernen bliver slået fra og raseriet bliver til sidst så stort, at familien og personen selv går til grunde.

Det er for at straffe konen, at manden tager den grusomme hævn, der koster børnene livet. Han rammer simpelthen konen det hårdeste sted, han kan,« siger Jørn Beckmann.

Forklaringen på, hvorfor det oftest er mænd, der begår den slags forbrydelser, har parterapeut og forfatter Martin Østergaard:

»Mænd har sværere ved at åbne munden og tale med andre om de store problemer.«

I de tilfælde, hvor problemerne handler om jalousi, går det ind i mellem helt galt.

»Det kan være ubærligt at miste kvinden, man elsker - og dobbelt at miste børnene med. Blind af raseri og afmagt vælger nogle derfor at løse problemet ved at slå ihjel,« siger Martin Østergaard.

Både Jørn Beckmann og Martin Østergaard understreger, at jalousi kun er én af årsagerne, når familier rammes af tragedier, som den der ramte familien i Slagelse.

»Men oftest er det, når en mister kærligheden til den anden. Blind af vrede dræber man sig selv og sin familie,« siger Martin Østergaard.