Blot to dage. Det var den periode, norske Shakwan Ameen i 2021 nåede at eje en Lamborghini Huracan Spyder, inden Nordjyllands Politi beslaglagde den.

Nu skal den hurtige bil sælges på tvangsauktion, oplyser Nordjyllands Politi, og det vil ske mandag den 4. marts.

I en pressemeddelelse fortæller Anklagemyndigheden i Nordjyllands Politi, at det i retten i Hjørring i 2022 og siden i Vestre Landsret i 2023 blev fundet bevist, at bilens ejer havde kørt 228 km/t på Hirtshalsmotorvejen.

»I december 2023 valgte Procesbevillingsnævnet at afvise bilejerens anmodning om tredje instansbevilling,« siger specialanklager Morten Sønderby fra anklagemyndigheden i Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

»Derfor er straffesagen nu endeligt afgjort ved de danske domstole, og bilen sættes derfor på auktion,« tilføjer han.

Morten Sønderby konstaterer, at praksis i denne sag ikke er anderledes end andre sager, hvor politiet skal bortauktionere biler, knallerter, cykler og så videre.

»For politiet har det ingen betydning, hvor meget et salg indbringer. Men man kan sige, at skatteborgerne har en interesse i prisen, for pengene fra auktionen tilfalder statskassen,« siger Morten Sønderby.

Det er denne Lamborghini Huracan Spyder, som kommer på auktion i Vejle 4. marts.
Det er denne Lamborghini Huracan Spyder, som kommer på auktion i Vejle 4. marts. Foto: Nordjyllands Politi
Vis mere

Derfor skal bilen, som norske Shakwan Ameen havde betalt 280.000 euro – cirka 2,1 millioner kroner – for, nu altså sælges til højestbydende hos BCA Auto Auktion i Vejle.

Shakwan Ameen havde hentet bilen i Tyskland, hvor han netop havde købt den, da han på vej hjem til Norge blev standset af Nordjyllands Politi.

Over for VG hævder han, at han blot kørte mellem 130 km/t og 150 km/t i en zone, hvor den tilladte hastighed var 130 km/t. Og han undersøger nu mulighederne for at anke sagen til menneskerettighedsdomstolen eller EU-domstolen.

»Det var bestemt fra dag ét, at bilen skulle beslaglægges. Selv om jeg har vidner, som kørte bag mig, blev det ikke taget i betragtning,« siger Shakwan Ameen til den norske avis.

Shakwan Ameen understreger over for VG, at han ikke har tænkt sig at byde på bilen, når den kommer på auktion.