Beboere i området omkring Gudrunsvej i Gellerup blev natten til tirsdag vækket af brag.

De hørte flere skud blive affyret ude fra vejen og tilkaldte politiet.

Det var klokken 03.39 at Østjyllands Politi fik en anmeldelse fra en borger, der havde hørt skuddene blive affyret ved Gudrunsvej.

Der blev derfor hurtigt sendt flere patruljer til stedet, men der var ikke umiddelbart nogle personer til stede, da betjentene ankom.

Det skriver politiet i døgnrapporten.

Flere personer stod dog i nærheden, og de oplyste, at de havde ligget og sovet, men var løbet ud på gaden, da de havde hørt skud.

I forbindelse med undersøgelser på stedet fandt betjentene flere afskudte patronhylstre.

Der blev ikke fundet nogen huller fra projektiler i hverken bygninger eller biler. Der er heller ikke noget der tyder på, at nogen personer er blevet ramt af skud.

Politiet efterforsker nu sagen nærmere.