Politiet er mandag aften massivt til stede i et boligområde i Ringsted.

Området, der er blevet afspærret af politiet, skulle angiveligt være Schaldemosevej i det centrale Ringsted.

Ifølge TV Øst er der fire patruljevogne, en ambulance, lægebil, en hundepatrulje og en civil vogn på stedet.

Billeder fra stedet, som B.T. er i besiddelse af, viser, at en person iført DNA-dragt er i politiets varetægt.

B.T.s mand på stedet fortæller at både lægehelikopteren og ambulance har forladt stedet igen - uden at tage nogen med.

Han oplyser desuden, at politiet fortsat er på stedet, og at området stadig er spærret af.

TV Øst har talt med et vidne på stedet, der fortæller, at naboerne pludselig kunne høre noget tumult.

Derefter bliver der stille, og der bliver ringet 112.

Vidnet fortæller også, at en læge angiveligt skulle have givet førstehjælp til en person på en altan i en etageejendom på Schaldemosevej.

To vogne med politiets kriminalteknikere er ifølge mediet ankommet til adressen, hvor flere betjente er gået i gang med at afhøre vidner.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra Midt- og Vestsjællands Politi.

B.T. følger sagen.