Hvis du bevæger dig i det Syd- og Sønderjyske, har du måske studset over en forandring på politiets patruljevogne.
For på bilernes forside kan du finde en lille dims, som kredsen har valgt at tilføje til vognene.
I et opslag på Facebook skriver Syd- og Sønderjyllands Politi, at borgere måske kan have undret sig over, om der er tale om et kamera, en mikrofon eller lignende.
Men der er altså ikke tale om nyt overvågningsudstyr, understreger politiet i opslaget.
Derimod drejer det sig om vildtfløjter, der har til hensigt at skræmme råvildt væk, så de ikke ender med at blive kørt ned af politiets vogne.
Politikredsen understreger, at der heller ikke er tale om politispecifikke genstande – derimod kan alle borgere købe vildtfløjterne, og montere dem på bilen.
Fløjten laver en højfrekvent lyd ved hjælp af vind, der ikke kan høres af mennesker.
