Harmen og snakken har mildest talt ikke lagt sig i Skagen, efter politiet har anholdt, afhørt og sigtet to personer for at stå bag groft hærværk og overtrædelse af naturbeskyttelsesloven.

Et areal på op mod 3.500 kvadratmeter totalfredet klit blev lørdag nat forrige uge i ly af mørket gravet af og jævnet ud ned mod vandet på Skagen Sønderstrand blot et godt stenkast fra det ikoniske vippefyr.

Tilsyneladende har ingen hverken set eller hørt noget, selv om en eller flere store entreprenørmaskiner må have arbejdet gennem flere timer på stedet.

I al fald ikke officielt.

Det er her, P. S. Krøyer i sin tid skabte sit vel nok mest kendte maleri, 'Sommeraften på Skagen Sønderstrand', hvor Anna Ancher og kunstnerens hustru Marie Krøyer ses promenere langs vandkanten klædt i florlette kjoler.

Det er også lige her ved Skagen Sønderstrand, at hundredvis af skibe gennem historien er gået på grund og strandet på de lumske revler og er blevet slået til pindebrænde under stormens ubønhørlige rasen.

Dramaet anno 2019 er af en noget anden karakter.

Men et drama - dét er det stadig.

Foto: SØREN SCHNOOR
Vis mere

Ikke mindst efter at Nordjyllands Politi onsdag offentliggjorde, at to personer nu er blevet sigtet i sagen om hærværket mod den unikke og totalfredede natur på toppen af Danmark.

»Snakken heroppe går jo på, hvem det kan være. Selvfølgelig gør den det. Folk er jo pissesure. Det er noget svineri, det der er foregået,« siger en skagbo, som lige er et smut nede på stranden og nu er på vej tilbage til sin bil med hænderne dybt begravet i de spraglede joggingbukser.

Han har også et konkret bud på, hvem der kan stå bag, og nikker op mod et af de huse, der efter udjævningen af klitten nu har fået fuld havudsigt selv fra stueplan.

Men han har - som alle de andre, B.T. har talt med - ingen konkrete beviser på påstanden. Kun en mistanke.

»Nå, jeg må videre,« siger han og melder sig ind i rækken af næsten to håndfulde lokale, som B.T. har snakket med på stedet og rundt i Skagen by - og som ikke vil have deres navn ud offentligt i forbindelse med »mysteriet om den forsvundne klit«.

At beboerne i husene på de eksklusive adresser på begge sider af svinget Østre Strandvej/Østerbyvej bag klitten bliver mistænkeliggjort, kan man forvisse sig om ved et hurtigt kig på Facebook.

Men uden at menigmand har noget nagelfast at have mistanken i.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra blandt andre Skagens store fiskematador Henning Kjeldsen, som bor i et af de flotte og totalrenoverede villaer. Over for nordjyske.dk har han, ligesom andre naboer på strækningen, på det kraftigste afvist at have noget med sagen at gøre.

Foto: SØREN SCHNOOR
Vis mere

Det er Frederikshavn Kommune, som har politianmeldt hærværket mod den fredede klit. Borgmester Birgit Hansen (S) har i samme forbindelse opfordret til, at man lader efterforskerne arbejde i fred og ro, og at man ikke selv skal begynde at lege folkedomstol.

Det forhindrer dog ikke den ene efter den anden i overfor B.T. at komme med et bud på, hvad motivet er for at udjævne klitten. Og hvem der står bag.

»Jeg tror, det er ham deroppe,« siger en midaldrende mand og peger med stumpen af sin rygende cerut op mod en de flotte Skagens-villaer.

Det er, pudsigt nok, ikke den samme ejendom, som den forrige, vi talte med, pegede op mod. Den midaldrende herre forklarer sin ubekræftede mistanke sådan her:

»Det kan jo ikke være ham deroppe,« siger han og peger op mod et tredje af husene. Og fortsætter:

»For han er sådan en rigtig pernittengryn, som vil have, at alt foregår efter bogen.«

Han foreslår i samme åndedrag kækt at lave et raskt væddemål og smide nogle penge i potten med gæt på, hvem det er, der står bag hærværket.

»Så må vi se, hvem der tager puljen, når vi får at vide, hvem det er, politiet har fat i,« gnækker han.

Foto: SØREN SCHNOOR
Vis mere

En kvinde, som i det samme jogger forbi nede fra stranden, stopper op et øjeblik og hilser på. Også hun bliver inviteret til at være med i et væddemål om, hvem der mon står bag det famøse klit-overgreb.

»Jeg vædder aldrig, for jeg vinder aldrig noget,« siger hun med et lille grin og lunter videre i sydlig retning mod havnen.

B.T. har, for at få en idé om husprisniveauet, kontaktet Skagens EDC-ejendomsmægler Ole Bo, som sidder på størstedelen af liebhaveri-salget i området.

Mægler Max Olesen understreger, at han ikke vil deltage i »gættelegen« om den udjævnede klit ved Skagen Sønderstrand.

Om priserne helt generelt på den nordligste strækning af Østre Strandvej/Østerbyvej siger han:

»I Skagen er der på grund af klitterne ikke ret mange huse, der har havudsigt. Det er klart, at der vil være en værdiforøgelse på en ejendom, hvis der er havudsigt i forhold til, hvis der ikke er. Anslået vil det formentlig være en forøgelse på mellem to og fire millioner kroner. Men det kan selvfølgelig kun være et skøn.«

Han siger videre:

»Husene på strækningen, du spørger til, er nogle af de bedste adresser, der er i Skagen, og derfor er de også blandt de dyreste. Værdien vil blandt andet afhænge af, hvor omfattende de enkelte huse er blevet renoveret. Nogle af de mest attraktive huse ville ikke kunne handles til under 16 millioner,« siger Max Olesen.

Tilbage til mysteriet om den forsvundne klit. John Henriksen, vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, siger:

»Vi er ikke færdige med at efterforske sagen, og der mangler også at blive opgjort et erstatningskrav. Når de sidste ting er på plads, skal det til vurdering hos juristerne. Så det er stadig for tidligt at sige, om der bliver rejst tiltale.«

Frederikshavn Kommune har allerede besluttet at genetablere den udjævnede klit.

Hvis der bliver udarbejdet et anklageskrift, vil erstatningskravet indgå i tiltalen.